Korrektion af kødprocenten for hangrise

22. september 2016
Mere end 12 mdr. gammel


Torsdag den 22 september 2016


Med
virkning fra 3. oktober 2016 indføres en korrektion af hangrises kødprocent på 1,3 pct. Det sker på baggrund af kontrolstudier udført i regi af Klassificeringsudvalget for Svin, Kvæg og Får.
-
I foråret fik vi data fra DMRI, der indikerede en ubalance mellem den gældende klassificering og hangrisenes faktiske kødprocent. Derfor fik vi foretaget CT-scanninger af både so-, galt- og hangrise for at sikre en korrekt afregning. For so- og galtgrise gælder det, at de nuværende klassificeringsligninger til beregning af kødprocent fortsat kan anses for at være optimale, mens det blev
konstateret, at de nuværende ligninger for hangrise underestimerer kødprocenten med 1,3 point, forklarer Jesper Larsen,  chefinspektør i Klassificeringskontrollen.

Scanningerne viste, at forskellene i forhold til den hidtil gældende klassificering var den samme uanset hangrisenes kødprocentniveau og vægtniveau.

- Korrektionen af kødprocenten for hangrise viser med al ønskelig tydelighed værdien af at have et uvildigt organ som klassificeringskontrollen. Jeg vil dog ikke lægge skjul på, at den kommer som en overraskelse for os. Derfor ser vi os nødsaget til at foretage en grundig analyse af de resultater, CT-scanningerne har vist for at få klarhed over, hvad det betyder for de hjembragte priser for kødet fra hangrisene, siger Søren F. Eriksen, CEO i Danish Crown Pork.

Hidtil er afregningen for hangrise blevet fastsat efter samme ligning som multigrisene, dog minus et fradrag på 25 kroner til dækning af meromkostningerne ved slagtning af hangrise, hvor der blandt andet udtages prøver til analyse af kødets skatol-indhold.   

CT-scanningerne og de efterfølgende analyser har umiddelbart vist, at hangrisene har mere kødfulde forender end en multigris. Til gengæld er skinken og til dels midterstykket mindre. Hvilken betydning det har for den samlede hjembragte pris for en hangris, er det, der nu skal analyseres. 

- Afregningen skal helt ubetinget være så fair som overhovedet muligt, men indtil vi ved præcis, hvad den anderledes fordeling af kødet på en hangris betyder på salgssiden, fortsætter vi med at afregne hangrisene som hidtil. Når vi er klar med vores analyse, vil vi lægge resultaterne åbent frem. På den baggrund vil vi efterregulere afregningen for hangrise, siger Søren F. Eriksen.

Reguleringen vil gælde alle hangrise leveret med virkning fra mandag den 3. oktober 2016.