Danish Crown eksporterer årligt grisekød til Storbritannien for cirka tre milliarder kroner og forædlede produkter fra Danish Crowns datterselskaber for omkring 800 mio. kr.
I værste fald kan Danish Crowns samlede omsætning i fremtiden blive pålagt told på og højere omkostninger til logistik på grund af det, der ofte benævnes som tekniske handelshindringer, men det skræmmer ikke Danish Crowns globale salgsdirektør Lars Albertsen.
- Storbritannien importerer mellem 30 og 40 procent af alt det kød, de spiser, så de vil fortsat skulle importere store mængder kød, så jeg er ikke bange for, at det britiske marked smuldrer for os. Det, der kan komme til at ramme os, er, hvis pundet falder så meget i kurs, at vores varer bliver så dyre, at briterne skærer ned på antallet af baconsandwiches og deres elskede bacon til morgenmaden.
Danish Crown er godt forberedt på et no deal-scenarie, og organisationen er gearet til at kunne håndtere stort set enhver form for papirarbejde. På det område har Danish Crown allerede stor erfaring, da eksempelvis eksport til Japan og Kina kræver ganske meget administrativt. Samtidig er der skabt overblik over, hvilke logistiske udfordringer Brexit kan udløse, så der kan reageres meget hurtigt.
- Vi har hørt, at de britiske toldmyndigheders i tilfælde af et hårdt brexit kun vil kontrollere i det omfang, de har ressourcer til det og ellers vinke lastbilerne igennem, så de undgår kaos i havnene. Det er godt nyt for os, for vi sender altså mellem 40 og 50 lastbiler over Nordsøen hver eneste dag, siger Lars Albertsen.
Mens Brexit på den korte bane ikke ser ud til at få nævneværdig betydning for afregningsprisen til Danish Crowns leverandører af grise, så er det en helt anden historie for de andelshavere, der sender deres kreaturer til slagtning hos Danish Crown.
Irland, der er den største eksportør af oksekød til Storbritannien, har nemlig allerede at flyttet dele af deres eksport til de øvrige EU-lande, og det har været med til at presse priserne på oksekød ned i Europa.
- Irerne producerer fire gange så meget oksekød, som vi gør i Danmark, og de sælger rigtig meget af deres kød på det engelske marked. Jeg tror bestemt ikke, de ønsker at skulle til at sælge mere af deres oksekød i resten af Europa, for de engelske forbrugere har en præference for irsk oksekød, og det giver dem en bedre pris, end hvis de skal til at presse deres varer ind på det europæiske fastland. Derfor håber både de og vi, at det lykkes at undgå et hårdt Brexit, siger Finn Klostermann, der er CEO i Danish Crown Beef.
Lige nu fylder behovet for at importere fødevarer ikke meget i Brexit-debatten, men Lars Albertsen, der har boet over 20 år i England, er ikke i tvivl om, at det vil blive et hedt emne, hvis det ikke lykkes at få en aftale på plads.
- Jeg er helt overbevist om, at briterne fortsat vil foretrække dansk bacon, irsk oksekød og generelt fødevarer fra EU, for de britiske forbrugere og forbrugerorganisationer er markante, når det gælder krav til eksempelvis dyrevelfærd. Det udelukker selvfølgelig ikke muligheden for, at briterne engang i fremtiden åbner for import af grisekød fra USA eller Brasilien, men det ligger ikke lige for på grund af de to landes store forbrug af antibiotika og ikke mindst væksthormoner, siger Lars Albertsen.
