Fem store sektioner og udleveringsgang. Gyllekølingsanlæg der producerer varme til stalden. Fasefodringsanlæg og combidiffus ventilation. Disse topmoderne installationer er noget af det, som nysgerrige besøgende får mulighed for at se, når Finn Nielsen og Ninna Nikoline Andersens afholder åben stald i anledning af indvielsen af deres nye klimastald.
Stalden er bygget på fundamentet af en eksisterende stald, og selvom der er tale om et stort byggeprojekt, så er hele ombygningen blevet gennemført på blot 20 uger.
Byggeriet er på 1.470 kvm, og torsdag d. 2. marts vil indvielsen blive fejret ved et åbent stald arrangement, hvor Danish Crown vil være repræsenteret af både Ejerservice og en pølsevogn, hvor besøgende kan få stillet sulten.
- Vi er altid glade, når leverandører vælger at udvide produktionen, og vi ser frem til at følge Finn og Ninnas fremtidige arbejde med den nye stald, siger Kent Nedergaard fra Danish Crowns Ejerservice.
Den nye stald, der er opført af Gråkjær Byg A/S, vil forventeligt øge produktionen fra 25.000 smågrise til 30.000 slagtesvin.
En anden håndgribelig gevinst er opgraderingen til gyllekøling, som årligt halverer bedriftens udgift til opvarmning, og det har samtidig erstattet brugen af oliefyr, som sparer miljøet for 60.000 liter olie årligt og dermed en stor CO2 udledning.
Der er åbent hus fra klokken 10 – 15, hvor der vil være mange forskellige udstillere, fra de virksomheder, der har bidraget til byggeriet.
Se invitationen til arrangementet, ved at følge dette link.
