Radish Boya klinger måske ikke så bekendt hos Danish Crowns andelshavere, men det kan det komme til med en ny aftale, der er blevet landet af Danish Crown Beefs eksportafdeling. Virksomheden, som tæller 190.000 medlemmer, der får leveret kød og grøntsager pakket på bestilling, er nyeste skud på kundestammen i Danish Crown Beef.
Aftalen kom i hus efter et besøg på Radish Boyas hovedkontor, hvor testkøkkenet også blev taget i brug, så der kunne smages på det gode danske oksekød. Især smagen og den gode historie om bæredygtighed, faldt i god jord, fortæller Jacob Rahbek Pedersen, der er eksportdirektør i Danish Crown Beef.
- Radish Boya er en rigtig interessant partner for os. Her får vi en mulighed for, at få vores oksekød direkte ud til den japanske forbruger gennem en stærk samarbejdspartner på det japanske marked.
En fin udvikling
Udover mødet med Radish Boya havde eksportafdelingen også møder med andre kunder, der er kommet til på den forholdsvist korte tid, som Danish Crown Beef har været til stede i Japan, og generelt er Jacob Rahbek Pedersen rigtig fint tilfreds med udbyttet af turen.
- Kigger man på, at det blot er halvandet år siden, vi fik markedsadgang i Japan, er det gået rigtig fint for Danish Crown på den korte tid. Lige nu er vi lidt hæmmet, af den midlertidige Safeguard, der er trådt i kraft, og som betyder en opbremsning i salget, men vi forventer, at det genoptages primo 2018.
Den fine udvikling kan også få endnu et skub med en frihandelsaftale. Lige nu er der nemlig forhandling mellem EU og Japan, der kan åbne op for, at dansk oksekød får endnu nemmere adgang til det japanske marked.
Udover turen til Japan, var Danish Crown Beef også til stede i Kina. Det kan du læse mere om her.

Japanske forbrugere får direkte adgang til dansk oksekød
Danish Crown Beef har i september været på offensiv i Asien, hvor man blandt andet sikrede en aftale, der sender dansk kød direkte til den japanske forbruger.
3. oktober 2017
Mere end 12 mdr. gammel