Januar er hakkekødets måned

Januar er hakkekødets måned

Igen i år er der stor efterspørgsel på hakkekødsprodukter i januar. Det er især de magre varianter, der trækker efter julemåneden.

2. januar 2018
Mere end 12 mdr. gammel

”Hakkeriet” i Holsted er ved at varme op efter jul og nytår, og det er med fuld drøn på, for januar er traditionen tro måneden, hvor den danske forbruger kaster sig over hakkekødet, fortæller Claus Hein, der er salgsdirektør i Danish Crown Beef.

- Der er altid stort fokus på hakkekød i januar, og det er også tendensen i år. Det er ofte de magre varianter, som efterspørges mest ovenpå julemåneden, og vi forsøger efter bedste evne at planlægge, så vi kan imødekomme den store efterspørgsel. Det skal vi nok nå i løbet af januar, men de første par uger er der altid drøn på, siger han.

Nytår og jul er lig med færre slagtedage, og derfor skal råvaremængderne på plads, før forbrugerne kan tage kødet op af disken.

- Med de volumener, der efterspørges, er vi en lille smule ramt af, at der er færre råvarer til rådighed ovenpå jul og nytår, så vi skal til at i gang med at slagte og udbene igen. Efterspørgslen er stor, så vi lægger os i selen for at få kødet klar, siger Claus Hein.