Indsamling runder 100.000 kroner

Indsamling runder 100.000 kroner

22. januar 2014
Mere end 12 mdr. gammel


Randers, 22. januar 2014

Selvom der er godt en uge tilbage før sidste bud skal være afgivet, er der fyret godt op under auktionen over 18 svinehytter fra Danmarks Smukkeste Svinesti til fordel for Danmarks Indsamlingen.

I skrivende stund er hytterne budt op i sammenlagt 92.600 kroner. Inklusiv auktionsgebyret på 25 procent giver det 115.750 kroner til Danmarks Indsamlingen.

- Det er helt forrygende, og vi er selvfølgelig lykkelige for, at så mange allerede nu har budt hytterne godt op. Hvis det går som tidligere, vil de sidste dage op til det store indsamlingsshow give mange nye bud, for hytterne er særdeles eftertragtede blandt festivalgæsterne, og samtidig støtter man jo et godt formål, siger besøgsleder Agnete Poulsen fra Danish Crown i Horsens, som er ansvarlig for Danmarks Smukkeste Svinesti på Smukfest.

Slutter 1. februar
De 18 svinehytter er sat til salg på Lauritz.com. Auktionen bliver afsluttet, når showet løbet af stablen d. 1. februar.
De 18 svinehytter får sammen med resten af Svinestiens faciliteter i år en ny placering. Det skyldes, at man fra festivalens side har valgt at indhegne hele festivalområdet og alle camps. Det betyder, at man i år ikke får mulighed for at deltage i festlighederne, med mindre man har købt billet.

Derfor skal man huske at købe et armbånd til festivalen ved siden af svinehytten.