Hvem har knækket kanylen?

Andelshaver modtager branchebod på 5.000 kroner for fund af knækket kanyle i slagtesvin. Problemet er bare, at det højst sandsynligt ikke er slagtesvineproducenten, der er synderen, men smågriseproducenten.

28. juni 2012
Mere end 12 mdr. gammel


Randers, 28. juni 2012   

Den 9. maj 2012 fandt opskæringen i Fåborg en knækket kanyle i et slagtesvin. I henhold til Code of Practice punkt 3.1.4 pålægges leverandøren en branchebod 5.000 kroner, når der findes en kanylerest (sporbar) i en slagtekrop, som ikke er forhåndsanmeldt af andelshaveren inden indtransport.

Den del af proceduren er klar og kan ikke fraviges.

Problemet i denne sag er bare, at det efter al sandsynlighed ikke er slagtesvineproducenten, der har efterladt den knækkede kanyle i slagtekroppen, men derimod smågriseproducenten.

Kanylen blev nemlig fundet et sted på slagtekroppen, hvor man ikke normalt behandler slagtesvin, men derimod pattegrise. Men også tykkelsen af kanylen peger på en smågriseproducent. Den opdagede kanyle er nemlig af den samme slags, som benyttes af smågriseproducenter.

Det kan ikke understreges tydeligt nok, hvor vigtigt det er, at der er styr på knækkede kanyler. En gris med knækket kanyle skal mærkes op, og der skal være styr på den indtil slagtning – specielt, hvis den skal flyttes eller handles i flere led.

Men det er også vigtigt, at slagtesvineleverandørerne forholder sig til lignende situationer i deres smågrisekontrakter og derfor tager sig en snak med deres smågriseleverandører om ansvarsfordeling.