Husk at mærke grisene ordentligt

Husk at mærke grisene ordentligt

En utydelig tatovering koster både andelshaver og slagteri. Derfor opfordrer Danish Crown Ejerservice til at sørge for at skinkerne bliver mærket korrekt.

9. august 2018
Mere end 12 mdr. gammel

Når en gris indleveres til slagtning med en utydelig tatovering, giver det både bøvl for slagteri og landmand. Hvis tatoveringen ikke er tydelig, skal slagteriet bruge en masse kostbar tid på at identificere dyrene og finde den rette ejer, og landmanden skal betale et gebyr på 20 kr. for hvert dyr, der mangler 3-5 cifre i tatoveringen.

Specialgrise er afhængige af fuld sporbarhed, og derfor mister man tillægget, hvis der bare mangler et enkelt ciffer.

- Vi oplever desværre, at tatoveringerne ikke altid sidder lige som de skal, og det giver en stor gene for alle parter, som egentlig kunne være løst med en ganske lille justering, da opgaven blev udført. Derfor håber jeg, at alle vores andelshavere vil sørge for, at grisene er mærket ordentligt op, når de sender dem til slagteriet, så vi slipper for både administrativt bøvl og dyr spildtid på anlæggene, siger Nicolaj Nørgaard, der er vice president i Danish Crown Ejerservice.

Sørg for, at der bruges sværtepude, og at denne har tilstrækkeligt med blæk. Hver sværtepude rækker til cirka 75 svin. Tjek også, at alle nålene er på plads, og at ingen er bøjede. Husk derudover, at der kun må tatoveres én gang på hver skinke.

På Ejersiden kan du bestille gratis sværtepuder, hamre og tal.