Husk at indberette over sommeren

Husk at indberette over sommeren

Prognosen for tilførsler til Danish Crowns slagterier kræver, at der fortsat indberettes smågrise. Det er med til at sikre, at kapaciteten på slagterierne matcher den mængde grise, der kommer til slagtning, og at tillægget på 10 øre fortsat gives.

4. juli 2019
Mere end 12 mdr. gammel

Danish Crowns indberetninger er i god gænge, og det betyder, at der høstes flere gode resultater af et større kendskab til mængden af grise til slagtning i Danish Crown. De resultater skal fortsætte henover sommeren, og derfor håber Ejerservice, at ejerne fortsat vil give besked om antallet af grise i stalden.

- Grundet gode indberetninger har vi kunnet sætte kapaciteten for sommeren mere præcist med bedre driftsøkonomi som resultat. Det viser, at der er resultater at hente i kroner og øre ved at bruge ejernes data i Danish Crown. Derfor er det vigtigt, at indberetningerne fortsætter, og at man husker at melde ændringer i produktionen ind, så vi kan justere derefter, siger Nicolaj Nørgaard, der er daglig leder i Danish Crown Ejerservice.

Det er især nye grise i stalden efter en pause, der kan være med til at gøre indberetningerne usikre.

- Hvis man sætter grise i en tom stald eller skruer op for produktionen, er det meget vigtigt, at det bliver meldt ind. Det giver den bedste service til ejerne og den bedste produktionsøkonomi i Danish Crown, så det gavner alle parter med gode, præcise data, siger Nicolaj Nørgaard.

Du kan indberette dine smågrise via Danish Crown Ejer-app eller Ejersiden. Hvis du har spørgsmål til, hvordan du gør, er du meget velkommen til at kontakte Ejerservice på 8919 1920.