Gode kvier og ungtyre

Der er forbedrede markedsmuligheder for kvier, der tidligere ikke præcis lå i det spænd, som normalt opnår de bedste priser. Ligeledes er der en øget tendens til, at kalvene gerne må blive mere end 1 år gamle, hvorved de får status som ungtyre. Derfor laves lineær vægtafregning for alle kvier, uanset alder og vægt, samt en sondring mellem kalve og ungtyre. Ændringen træder i kraft fra og med denne uge.

13. juni 2017
Mere end 12 mdr. gammel

Der har gennem længere tid været arbejdet med at finde nye løsninger for kvier, der faldt uden for det spænd, som tidligere sikrede en optimal afsætning. Generelt har kviekød en rigtig god spisekvalitet, både når det gælder mørhed og smag, og det har flere kunder fået øje på.  Dette vil give en positiv økonomisk effekt på noteringen for rigtig mange kvier; nemlig de dyr, som:   

  • enten er under 230 kg slagtet og over 340 kg slagtet. Den lineære vægtafregning tilgodeser hvert eneste kilo og ikke et enten/eller som i en normal trappebaseret afregning.
  • er knap så muskuløse, altså også under 3,5 i formklassificering.
  • ikke har sat helt fedt nok i forhold til optimalt. Med andre ord er en fedme 2 også acceptabel, men en fedme 1 fortsat ikke er ok og vil afregnes som ældre køer.

Ændring fra noteringen ”Kvier og stude fra 16 til 42 mdr.” til en regulær notering, hvor den velkendte lineære vægtafregning slår igennem, sikrer, at ovennævnte ikke giver en ”uretfærdig” afregning, når kvien falder ved siden af.

Med hensyn til ungtyre er situationen en lidt anden. Kalvekød sælges primært i Danmark. Lige så snart vi skal til udlandet, er der flere kunder til ungtyre, altså kalve over 12 mdr. Denne efterspørgsel vil Danish Crown Beef gerne fremme og har derfor valgt at dele kalve og ungtyre op i to forskellige kategorier. Det gør sig også gældende for kvier under og over 12 mdr.

- Vi håber med det nye tiltag at give nye muligheder for at fremme produktionsøkonomien hos de producenter, som ikke leverer ind i Dansk Kalv-konceptet, men hvor der også er tale om dansk kød i topkvalitet, oplyser Finn Klostermann, direktør for Danish Crown Beef.  

Det nye initiativ gælder fra og med denne uge. Det giver øgede muligheder for de producenter, som gerne vil bruge en del eget grovfoder eller har en stald, som ikke kan opfylde alle krav til Dansk Kalv. Dertil kommer leverandører med kvier, som i en kortere periode eventuelt kommer på græs.