Fyn ville finde løsninger på kredsmødet

Fyn ville finde løsninger på kredsmødet

Til årets andet sommerhalvårsmøde i Middelfart var der flere ting på dagsordenen, men forårets udsættelser fyldte, og det var især jagten på en løsning.

21. juni 2018
Mere end 12 mdr. gammel

På trods af storkampe som Senegal – Polen og Egypten – Rusland var der godt fyldt i salen på Comwell Middelfart, hvor årets andet sommerhalvårsmøde løb af stablen. Da Jais Valeur befandt sig i England, var det Søren F. Eriksen, der stod for gennemgangen af regnskab sammen med Erik Bredholt. Han lagde for med det, der fylder for tiden – nemlig de mange udsatte grise gennem foråret.

- Vores medarbejdere har ydet en stor indsats for at komme denne her pukkel til livs. Skal vi så have større kapacitet? Skulle vi have en model som var så robust, at vi til enhver tid kunne tage et udsving som dette her, så skulle vi faktisk have et slagteri som Blans til at stå standby med 1.300 medarbejdere, og det tror jeg, vi alle kan blive enige ville være uholdbart.

Han lagde dog ikke skjul på, at forårets situation var uholdbar.

- Det var ikke godt nok, og det skal vi gøre bedre, og skal finde en bedre model i fælles forståelse.

En mulig løsning
Efter oplæggene kunne Nicolaj Nørgaard, der er Vice President i Danish Crown Ejerservice så fortælle om den mulige løsning. Et pilotprojekt på Bornholm skal hjælpe planlægningen i samarbejde med ejerne.

Modellen går i korte træk ud på, at andelshaverne modtager en SMS tre uger før levering, hvor der skal bekræftes eller korrigeres antallet af tilmeldte grise. Det kan være med til at skabe klarhed over antallet af grise, der står i staldene rundt i landet.

- Jeg vil næsten vove den påstand, at den gris, vi ved kommer på forhånd, er mere værd, end den vi ikke ved kommer, sagde Nicolaj Nørgaard efter oplægget.

Projektet skydes i gang på Bornholm fra næste uge, og hvis det bliver en succes, kan det bredes ud til resten af landet.

Regnskabet
Før debatten blev sluppet løs, gav Erik Bredholt sit syn på det første halve år i virksomheden, og de resultater der er blevet skabt.

- Vi har gang i rigtig mange ting. Meget går okay og godt, men der er nogle få ting, der driller, og dem er der fuldt fokus på. Strategiplanen om de 60 øre ovenpå baseline i 2021 er fortsat i fuld gang, og der er fortsat fuld tro på den, sagde han som afrunding på oplæggene.

Sommerhalvårsmøderne fortsætter i denne uge, hvor det i aften er i Herning og mandag aften i Sorø.