Fortsat opbakning til medarbejderselskaber

22. august 2014
Mere end 12 mdr. gammel


Randers, 22. august 2014


Af en artikel i Jyllands-Posten i dag fremgår det, at Danish Crown ikke vil arbejde videre med planerne om medarbejderselskaber (M/ S), som regeringen har fremsat et lovforslag om.

Der er dog tale om en misforståelse. Danish Crown bakker fortsat op om hele ideen med medarbejderselskaber, som - når loven er vedtaget - vil gøre det muligt for medarbejderne i et selskab at investere en del af lønnen i virksomheden.

- Lovgivningen er grundlaget for, at Danish Crowns svineslagteri i Rønne kan reddes, og vi har sammen med medarbejderne i Rønne og Fødevareforbundet NNF opnået enighed om en aftale, der er afhængig af, at lovforslaget vedtages, siger Danish Crowns CEO Kjeld Johannesen.

- Medarbejderselskaberne kan blive et meget vigtigt værktøj for både Danish Crown og andre industrivirksomheder i bestræbelserne på at bevare arbejdspladser i Danmark, så derfor håber vi i Danish Crown på, at politikerne vedtager loven, siger Kjeld Johannesen.