Forsinkelser ind i februar

8. januar 2015
Mere end 12 mdr. gammel


Randers, 08. januar 2015
 

Puklen af udsatte slagtesvin er oven på jul og nytår ekstra stor i år. Det skyldes hovedsageligt den måde, helligdagene er faldet på med hele fem af slagsen, hvad der svarer til en hel slagteuge. Men oveni det oplever vi også, at der tilmeldes flere svin i øjeblikket end forventet.

Derfor overarbejdes der ekstra meget rundt om på slagterierne i den kommende tid, hvilket vil tage toppen af forsinkelserne. Alligevel forventer vi, at der først er endeligt slagtet op hen i februar.

Det betyder beklageligvis, at nogle andelshavere kommer til at opleve, at dyrene afhentes en uge senere end ønsket.

Vi opfordrer til, at I holder jer i tæt kontakt med jeres transportør for at få afhentningerne til at glide så problemfrit og effektivt som muligt.


Slagtesituationen for den kommende uge:

Svin uge 2 og 3:
Der har været store tilmeldinger af svin henover jul og nytår, og der har været en lille slagtekapacitet, hvilket betyder, at vi er ca. 4 ½ arbejdsdag bagefter med slagtningen.

Lørdag den 10. januar arbejdes på tre anlæg: Sæby, Blans og Ringsted.

Lørdag den 17. januar arbejdes på to anlæg: Herning og Horsens.

Leverandørerne skal påregne forskydninger i afhentningstidspunktet på op til en hel uge. Forsinkelserne kan variere regional, hvilket forsøges udlignet.

Søer uge 2 og 3:
Efter nytår er der lidt større tilmelding af søer, og selvom slagtekapaciteten er normal igen, forventes
det, at vi stadig udsætter en del søer til uge 3.