Forsikringsmand kvittede jobbet og åbnede døren til det kurdiske marked for Danish Crown

Forsikringsmand kvittede jobbet og åbnede døren til det kurdiske marked for Danish Crown

Vice president for rest of world i Danish Crown Commercial, Kent Riis, havde egentlig Peris Rashad på besøg for at få et forsikringstilbud. 10 måneder senere havde Peris Rashad dog sagt sit job op og åbnet dørene for Danish Crown til det kurdiske marked i Mellemøsten som selvstændig importør af Tulips konservesprodukter.

6. juli 2022
Mere end 12 mdr. gammel

Det er ikke ofte, at der kommer noget sindsoprivende ud af et privat forsikringsmøde. Men for cirka 10 måneder siden skete det alligevel, da vice president for rest of world i Danish Crown Commercial, Kent Riis, havde assurandør Peris Rashad på besøg for at få et forsikringstilbud.

Snakken gled lidt tilfældigt over i fødevareeksport til Mellemøsten og særligt Kurdistan, hvor Peris Rashad har familie. Da Kent Riis fortalte, at Danish Crown i årevis ikke har eksporteret til Irak og Kurdistan, afslørede Peris Rashad, at han som en hobby havde hjulpet andre danske virksomheder med distribution dertil. Herfra ændrede det private forsikringsmøde sig til et forretningsmøde.

- Det var lidt en sjov oplevelse af, hvordan salgsaftaler kan opstå helt ud af det blå. Jeg fortalte, at vi ikke har kunnet sælge dertil grundet udfordringer med certifikater, licenser og lignende, hvortil Peris Rashad svarede, at det kan han da nok hjælpe med, fordi han har den her lille sidegesjæft. Det udviklede sig så meget hurtigt til mere end en sidegesjæft for ham, fortæller Kent Riis.

Blot et par måneder senere er Peris Rashad i samarbejde med Danish Crown i gang med at sætte en forretningsplan op for det nystartede firma Sky Nordic Co. i samarbejde med lokale investorer i Kurdistan, og i november 2021 sagde han sit job op for at gå fuld tid som selvstændig med Sky Nordic Co.

- I februar til Gulfood messe i Dubai var salgsplanen klar, hvor jeg mødtes med Peris Rashad og Sky Nordic Co.-teamet. Vi manglede de sidste detaljer for at få hul igennem til det kurdiske marked, og i april måned fik vi så vores første ordre fra Kurdistan, fortæller Niels W. Thomsen, der er director for export til rest of world i Danish Crown Commercial.

Den første container, der netop er blevet sendt afsted, er fyldt med Danish Crowns nye halal konservessortiment, der har fået et design- og kvalitetsløft. Marketingafdelingen har også lavet salgsmateriale, brochurer, hjemmesider og materiale til digitale kampagner til det nye marked.

Niels W. Thomsen fortæller, at også salgs- og marketingafdelingen har ydet en stærk indsats med at få alt på plads til det komplicerede marked, men at det er Peris Rashad, der skal have den helt store ros. Fordi der gælder stort set de samme regler for Kurdistan som for Irak, så forventes det, at Danish Crown med tiden også vil kunne sælge til hele Irak, som er et marked med 45 millioner forbrugere.

- Det var en sjov måde, det hele startede på, og det har været sjovt og udfordrende lige siden. Det har været en fornøjelse for mig og resten af teamet at arbejde sammen med Niels Thomsen og hans team i både salg, marketing og logistik. Jeg glæder mig til, at vi skal udbrede Tulips konserves-produkter på det Kurdiske/irakiske marked, da det allerede er en efterspurgt delikatesse på disse kanter, siger Peris Rashad.