Første runde med Jais

7. juni 2016
Mere end 12 mdr. gammel

    

Tirsdag den 7. juni   

Følger af strejken i Horsens, nye muligheder i markedet, potentialer og udfordringer i Kina samt hævning af vægtgrænsen for grise. Det var nogle af emnerne, som Jais Valeur tirsdag diskuterede med andelshaverne på sit første halvårsmøde i Middelfart som CEO for Danish Crown.

- Jeg kan godt lide at komme ud og møde ejerne og mærke deres kæmpe engagement. Det rækker lige fra, hvad der er tæt på en selv i form af spørgsmål om afhentninger af grise til de tiltag, vi gør for at stå stærkere i markedet. Og så er det super, at man som direktør kan tale direkte med ejerne af en virksomhed. Det er unikt for Danish Crown, sagde Jais Valeur.

Mødet med de cirka 100 andelshavere benyttede han til at beklage, hvad han kaldte ”den dårlige service med afhentninger af grise”.

- Vores serviceniveau er ikke tilfredsstillende. Det beklager vi og arbejder hårdt på at indhente forsinkelserne. Blandt andet ved at sende grise til Tyskland. Hvad strejken har kostet os, regner vi stadig på, påpegede Jais Valeur.

Han besvarede blandt andet spørgsmål fra Svend Amstrup Jensen, producent af 40.000 UK-grise og 1.400 Dansk Kalv årligt på sin bedrift ved Foldingbro.

- Det var mit første møde med Jais Valeur. Jeg kan godt lide den korte afstand til direktøren og synes, at han gjorde det rigtig godt. Han leverede en fin gennemgang af Danish Crowns halvårsresultat og strategi. Desuden tror jeg, at han har mange gode ideer med sig fra sin tid i Arla, sagde Svend Amstrup Jensen.

Taler landmændenes sprog
Han hæftede sig ved Jais Valeurs forståelse for landmændene.

- Han taler vores sprog. Selvfølgelig kan der være ting, vi er uenige om, men man kan mærke, at Jais Valeur har de rette íntentioner over for os landmænd, har respekt for os og har en positiv tro på fremtiden. Det er meget vigtigt, fastslog Svend Amstrup Jensen.

Slagtesvineproducent Troels Clausen fra Søndersø var enig.

- Jais Valeur har godt styr på forholdene i Danish Crown. Han kom ikke til kort på noget tidspunkt, men leverede tværtimod en
overbevisende indsats, sagde Troels Clausen.

Ud over sin hustru havde han 6 af sine 10 medarbejdere med til halvårsmødet.

- Det tilbud får vores folk hvert år, så de har muligheden for at høre, hvad der foregår i Danish Crown, og få indsigt i arbejdet på
slagterierne. Og så kan de også hente viden i den faglige del af halvårsmødet, konstaterede Troels Clausen med henvisning til indlæggene fra Ejerservices konsulenter.

Indlæggene, som indledte mødet i Middelfart, handlede blandt andet om OUA-produktion, foder, salmonella samt ledelse og management. Her nikkede slagtesvineproducent Kim Weber fra Sommersted bifaldende til konsulent Henning Ambys forslag om at styrke den interne kommunikation med et whiteboard i stalden.

- Vi sætter en tavle op, hvor vi kan skrive beskeder og daglige rutiner. Det kan være med til at øge forståelsen og samarbejdet, sagde Kim Weber.

I aften er Aalborg Kultur og Kongres Center ramme om årets andet halvårsmøde. Derpå følger møder i Ringsted 14. juni, Herning 20. juni og Rønne 21. juni.