Flygtninge kommer succesfuldt i arbejde

Flygtninge kommer succesfuldt i arbejde

17 ud af et hold på 24 flygtninge er kommet ind på arbejdsmarkedet og har fået fast arbejde på Danish Crowns slagteri i Horsens.

18. april 2017
Mere end 12 mdr. gammel
Danish Crowns slagteri i Horsens har modtaget hæder for det arbejde, der bliver gjort for at få flygtninge i arbejde. Slagteriet har gjort en stor indsats for at få dem integreret på arbejdspladsen og lægge lokaler til sprogundervisningen. I 2016 var 24 flygtninge i et praktikforløb, hvor 17 af dem efterfølgende blev ansat.

I Horsens Kommune bliver der hvert år uddelt et CSR-mærke til de virksomheder, der gør en social indsats og løfter medarbejdere, der står udenfor arbejdsmarkedet. Det er arbejdet med at få flygtninge i arbejde, som har været en af årsagerne til hæderen.

- Danish Crown har gjort en væsentlig indsats og taget et socialt ansvar på beskæftigelsesområdet. Det er en af de succeshistorier, som kun bliver til virkelighed, fordi Danish Crown og deres medarbejdere har haft viljen til at gøre en indsats på området, siger Horsens Alliancens formand, borgmester Peter Sørensen.

Det glæder også fabriksdirektøren i Horsens.

- Vi er glade for, at vi er blandt dem, som kommunen mener er med til at løfte en CSR-indsats. Vi er jo en stor spiller i kommunen, og vi tager derfor også flest ind, siger fabriksdirektør Carsten Wengel.

Har brug for flere flygtninge
Fabriksdirektøren har bedt kommunen om endnu flere i år, men fordi der er kommet færre flygtninge, er det nødvendigt at spørge de nærliggende kommuner også.

- Vi har bedt om 40 flygtninge i år, men der er ikke kommet så mange flygtninge. Så vi regner med at få godt det halve. Derfor forsøger vi at få flygtninge fra Odder og Skanderborg kommuner til vores slagteri, siger Carsten Wengel.

Der bliver også gjort en indsats for at få andre ledige i arbejde. Et nyt projekt er blevet sat i gang med fokus på at få dem i arbejde, der måske kun har mulighed for at arbejde et par timer dagligt.

Derfor vil der blive kigget på, hvilke små, men vigtige opgaver, der kan blive udført af de ledige med færre arbejdstimer.

Tre kriterier for CSR-mærket
CSR-mærket bliver uddelt af Horsens Alliancen, der er en sammenslutning af erhvervslivet, kommunen og LO Horsens. Mærket har tre kriterier, hvor to af dem skal være opfyldt:

• Virksomheden skal være åben for borgere, der har brug for hjælp til at komme tættere på et arbejde eller en uddannelse. Det kan være ved hjælp af småjob, praktikforløb eller andre afklarende forløb i virksomheden
• Virksomheden skal tilrettelægge arbejdet, så nedslidning forebygges, og der tages hensyn til medarbejdere med særlige behov
• Virksomheden skal støtte op om en rummelig og inkluderende arbejdskultur, der sikrer trivsel og arbejdsglæde.