Randers, 18. januar 2015
15 flygtninge får fra slutningen af januar deres daglige gang på Danish Crowns slagteri i Sæby. Det sker i et projekt etableret i samarbejde med Frederikshavns Kommune, hvor det klare mål er at hjælpe flygtningene ind på det danske arbejdsmarked. Derfor er danskundervisning også en integreret del af projektet.
- Vi forventer at få brug for nye folk hen over foråret, så derfor har vi en åbenlys interesse i at gå ind i dette projekt. Samtidig kan vi tage et socialt ansvar og forhåbentlig hjælpe til med at integrere flygtningene i det danske samfund, så de hurtigst muligt får muligheden for at forsørge sig selv, siger fabrikschef Leif Brøndum Nielsen, Danish Crown i Sæby.
Projektet er blevet til i et tæt samarbejde med Integrationsafdelingen, der er en del af Frederikshavn Kommunes Center for Arbejdsmarked.
Mandag den 18. januar er der informationsmøde og rundvisning på slagteriet i Sæby for den gruppe af flygtninge, som har vist interesse for at arbejde på slagteriet. De 15, der kommer med i projektet, skal gennemgå et kort hygiejnekursus, inden de kan begynde oplæringen på slagteriet.
- Der vil være personer i gruppen, der ikke på forhånd kender til hygiejnekravene i forbindelse med fødevareproduktion. Så for at klæde dem bedst muligt på til at begynde på Danish Crown, har vi arrangeret et hygiejnekursus på EUC Nord i Frederikshavn, som de vil gennemgå hurtigst muligt, siger Kurt Nielsen, der er projektkoordinator i Frederikshavn Kommune.
Flygtningene vil i første omgang være i praktik i 13 uger, men perioden kan individuelt forlænges i op til 26 uger.
