Randers, 30. september 2014
De slagterimedarbejdere, der står uden job efter lukningen af DC Beefs anlæg i Fårvang, Skjern, Holstebro og Tønder, er allerede godt på vej videre til nye udfordringer. Anlæggene blev nedlagt i forbindelse med åbningen af kreaturslagteriet i Holsted, hvor medarbejderne fik tilbuddet om at flytte med.
Jobbanken, der blev oprettet til de medarbejdere, der ikke er taget med til Holsted, kører på højtryk, og jobbank-bestyrer, Per Lund Bruunsgard, er meget tilfreds med resultaterne.
- Det går fandeme godt med den jobbank. Og her må du gerne skrive fandeme, siger han.
Næsten alle i nyt arbejde
- Ud af de 364 vi startede med, mangler vi 18, så 346 har indtil videre fundet nyt arbejde. De sidste 18 er folk, som vi ikke kan komme i kontakt med, eller ikke har kontaktet os, så der er arbejde til dem, der vil.
Det svarer til, at 95% af de folk, der stod uden job, da Holsted åbnede, er kommet videre i nyt arbejde, uddannelse, eller er gået på pension.
Kører til årsskiftet
Det er stadig muligt at benytte jobbanken indtil årsskiftet, hvor den lukker ned.
Danish Crowns socialplan træder i kraft, når afdelinger lukkes, og det betyder blandt andet, at der oprettes en jobbank, som skal hjælpe medarbejdere videre i nye job. Der er afsat 7.500 kroner per medarbejder, som kan bruges til videreuddannelse eller jobsøgning.
