Flere uanmeldte DANISH-besøg

19. december 2013
Mere end 12 mdr. gammel


Randers den 19. december 2013 

I et forsøg på at gøre kontrollen i hele fødevarekæden bedre og mere ensartet har det tyske kvalitetssikringssystem QS pålagt alle deres medlemmer at indføre uanmeldte besøg i de QS-godkendte kvalitetsstandarder. Det betyder, at der allerede fra 1. januar 2014 skal indføres uanmeldte besøg i forbindelse med kontrollen af de svinebesætninger, der er godkendt under branchens egen produktstandard – DANISH.

Intet valg
For at sikre den danske eksport af svinekød og smågrise til blandt andet Tyskland er det et krav, at svineproducenterne er DANISH-godkendte. Det er ikke noget nyt og er accepteret af svineproducenterne. Det er heller ikke nyt for de producenter, der producerer englandsgrise til det svenske og engelske marked, at man kan få uanmeldt besøg. Sådan har det nemlig været for dem i flere år. Men det er nyt, at alle svineproducenter under DANISH-ordningen nu kan få uanmeldt besøg, og de har ikke noget valg.

- Vi har i svinebranchen selv lavet et anerkendt kvalitetssikringssystem, der giver adgang til alle de store markeder. Og det er et krav for at få adgang til det tyske marked, at ordningen er accepteret af det tyske kvalitetssystem QS. Derfor er der ikke noget valg i forhold til at indføre uanmeldte besøg, siger direktør for Videncenter for Svineproduktion og formand for styregruppen bag DANISH Produktstandard og standarden for englandsgrise Nicolaj Nørgaard. Det betyder, at man som svineproducent ikke kan sige ’nej tak’, når kontrolløren fra Baltic Control banker på døren for at lave den sædvanlige gennemgang af produktionen.

Branchebestemt
Som nævnt er DANISH-ordningen et brancheinitiativ, og den har en styregruppe bestående af repræsentanter fra alle led i kæden. Derfor er det også formandens håb, at alle vil tage godt imod det nye initiativ.

- Det er vigtigt, at vi alle samarbejder for at få de nye tiltag til at fungere optimalt. Hvis ikke vi gør det, kan det blive vanskeligt at dokumentere over for kunderne, at vi i dansk svineproduktion har styr på tingene. I sidste ende kan det betyde unødige ekstraudgifter for hele branchen, siger Nicolaj Nørgaard.

Han appellerer specielt til, at svineproducenterne tager godt imod kontrollørerne, når de kommer uanmeldt, som det allerede er tilfældet nu med 10 procent af UK-producenterne, der hvert år får uanmeldt besøg.

Fakta
Den danske svinebranches eget kvalitetssikringssystem DANISH Produktstandard:

  • Ejet af Videncenter for Svineproduktion, L&F
  • Eksisteret siden 2007
  • Akkrediteret i forhold til den internationale standard EN 45011
  • Godkendt af det tyske kvalitetssystem QS

Produktstandard for englandsgrise:

  • Ejet af Danish Crown, Tican og Videncenter for Svineproduktion, L&F
  • Standard som DANISH, men opfylder endvidere engelsk lovgivning