Flæskestegen er en fast bestanddel af julemiddagen eller julefrokosten landet over. Rigtigt mange prioriterer samtidig, at det skal være flæskesteg fra en dansk gris, og det er forklaringen på, at Danish Crown oplever den største efterspørgsel nogensinde.
- Vores kunder har langt større fokus på oprindelsen end tidligere, for de vil gerne markedsføre sig med, at de har dansk gris i køledisken op til jul. Samtidig har vi et meget bredt udvalg med, der ud over den gode danske gris også tæller flæskestege fra blandt andet velfærdsgrise, frilandsgrise, økologiske grise og ikke mindst den krogmodnede flæskesteg, som er årets store hit. Der er med andre ord noget for enhver smag og alle prisniveauer, fortæller Mette Rothmann, der er salgsdirektør med ansvar for Danmark i Danish Crown.
Udviklingen kommer ikke bag på Danish Crown. Tidligere i år viste en viste en undersøgelse, at danskerne foretrækker at spise dansk kød. Undersøgelsen viste, at forbrugerne har større tillid til de danske produkter, når det gælder dyrevelfærd, antibiotikaforbrug og fødevaresikkerhed. Derudover vil de gerne støtte danske landmænd og sikre danske arbejdspladser.
- Vores markedsandel på fersk grisekød i Danmark er løftet med fire procentpoint det seneste år, så set over hele året leverer vi populært sagt 6 ud af 10 flæskestege, der sælges i de danske butikker. Lige nu er vores markedsandel dog endnu højere, og det er kæmpe klap på skulderen til vores ejere – de danske landmænd - at de danske forbrugere har øje for de kvaliteter, som dansk grisekød har, siger Mette Rothmann.
Normalt pakkes der kun flæskestege til det danske marked på slagteriet i Herning, men i ugerne op til jul står der også flæskesteg på arbejdsplanen i både Horsens og Ringsted.
En undersøgelse foretaget af Landbrug og Fødevarer i 2016 viste, at 57 procent af danskerne har flæskesteg på menuen juleaften. Især sjællænderne, beboerne i hovedstadsområdet og nordjyderne er vilde med flæskesteg juleaften. 7 ud af 10 indbyggere i Region Sjælland sætter tænderne i en eller flere skiver gris med sprød svær, mens over 60 procent af beboerne i Region Hovedstaden og Region Nordjylland gør det samme.
Samtidig bliver der også spist masser af flæskesteg, når der holdes julefrokost både privat og i firmaer, og der bliver faktisk fortæret en enorm mængde flæskesteg i juletiden.
Når det bliver juleaften har Danish Crown i løbet af fire uger solgt, hvad der svarer til et lille halvt kilo flæskesteg til alle danskere. Helt præcist bliver det til 473 gram til hver af de 5,77 millioner indbyggere i kongeriget eller godt 2,7 millioner kilo i alt.
- Det er svært at forholde sig til så stort et tal. Jeg vil hellere rose vores dygtige medarbejdere ude på slagterierne. Det er dem, der sikrer, at flæskestegen er skåret og ridset helt perfekt, så vi kan hygge os med sprøde svær juleaften, siger Mette Rothmann.
Danish Crown sender flæskestege ud til supermarkederne helt frem til og med den 23. december, så der hele tiden er friske forsyninger.
Yderligere oplysninger:
Jens Hansen, Pressechef 51 60 07 20