Hvorfor skal Danish Crowns ejere investere i britisk landbrug?
Jeg forstår godt, hvis det kan lyde mærkeligt i vores ejeres ører, men adgangen til britiske råvarer har stor betydning for salget af dansk kød i Storbritannien. De store detailkæder efterspørger i stor stil udskæringer og forædlede produkter baseret på lokale frilandsgrise. Kan vi levere det, så står vi også forrest i kampen om at levere bacon, pølser og snacks, hvor der konkurreres benhårdt på prisen, så der er i høj grad tale om en strategisk investering.
Hvorfor investerer Danish Crown yderligere i Storbritannien efter Brexit?
Netop på grund af Brexit giver denne investering for alvor mening. Brexit eller ej, så skal briterne have noget at spise. Hvis vi ender i en situation, hvor det bliver bøvlet og dyrt at eksportere til Storbritannien, vil det alt andet lige løfte efterspørgslen på britisk kød. Vi sikrer altså råvaretilførslen til vores britiske forædlingsfabrikker, og samtidig investerer vi i en produktionsform, der allerede har medvind hos forbrugerne. Jeg synes, købet er godt set af ledelsen i Tulip Ltd, for det vil nærmest, uanset hvad der sker, tilføre værdi til vores britiske forretning og dermed vores danske ejere.
Hvad betyder købet for indtjeningen i Tulip Ltd?
Købet af Easey Holdings er afsættet til at skabe en ny vækstplatform for Tulip Ltd. Vi kæmper løbende for at genvinde den tabte forretning, og med denne investering får vi en ny mulighed for at skabe vækst og øget indtjening til Danish Crowns ejere.
Hvor mange millioner investerer Danish Crown?
Familien, der sælger Easey Holdings, ønsker ikke beløbet offentliggjort. Jeg kan dog sige så meget, at det ikke er nogen kæmpe investering, men i mine øjne har den et stort potentiale for hele vores britiske forretning, så den giver på alle måder mening.
Får de britiske landmænd mulighed for at blive andelshavere i Danish Crown?
Nej. Vi har ingen planer eller ønsker om at have andelshavere i hverken Storbritannien eller for den sags skyld Polen, Sverige og Tyskland, hvor Danish Crown også har slagterier. De landmænd, der står for opfedningen af frilandsgrisene under Easey Holdings, er tilmed ansat på kontrakt, hvor de tager sig af arbejdet med grisene, men de hverken ejer grisene eller står for indkøb af foder og lignende.
