Fejl i etiket - kød trækkes tilbage

23. februar 2017
Mere end 12 mdr. gammel

Ved en fejl er et parti hakket oksekød mærket med en forkert dato for sidste anvendelse. I stedet for den korrekte dato 28.02.2017 er varen påtrykt 28.03.2017 – altså en måneds længere holdbarhed, og det er naturligvis en fejl for hakket kød.

Det hakkede oksekød 3-7% er solgt i 400 grams bakker i Aldi-butikker i Danmark. Varen er produceret af Danish Crown Fleisch i Oldenburg med pakkedato 20.02.2017.

Der er ingen risiko ved at spise kødet frem til den 28. februar.

Derefter kan produktet blive fordærvet, og derfor opfordres forbrugerne til enten at kassere det eller levere det tilbage til butikken, som vil refundere købet.

Danish Crown har straks taget skridt til at skærpe kontrollen.