Familien Hundborg har været i Danish Crown i over 100 år

Familien Hundborg har været i Danish Crown i over 100 år

Jørgen, Martin og Nicklas Hundborg er de seneste skud på stammen af familien Hundborg i Danish Crown, som kan spores tilbage til starten af 1900-tallet. I deres familie er Danish Crown ikke bare en arbejdsplads, det er en del af familiens identitet.

2. september 2020
Mere end 12 mdr. gammel

Hundborg. Det efternavn er der rigtig mange i Danish Crown koncernen, som kender til. Ikke fordi Hundborg-familien har gjort opmærksom på sig selv, men fordi de altid har været her.

– Min farfar er født i 1889, og han blev udlært kreaturslagter i starten af 1900-tallet på det daværende slagteri i Randers. Min far blev udlært butiksslagter, men han endte også som kreaturslagter, hvor min farfar også var. Han nåede dog også at komme på svineslagteriet og senere ved Sdr. borup i Randers, hvor han var pakkemester, hvor jeg så også kom ind gennem ham og blev udlært slagter, fortæller Jørgen Hundborg, der i dag er udbeningsmester i Horsens.

Det er dog ikke kun Jørgens far og farfar, der var en del af slagterierne dengang, der senere blev til Danish Crown. Moren arbejdede i laboratoriet i Randers, hvor var også en onkel og moster på slagteriet. Jørgens morfar arbejdede det meste af hans liv på slagteriet i Hadsten, mens Jørgens lillebror kom til Randers to år efter han var kommet i lære som slagter.

Sønnerne fulgte trop

Jørgen blev ikke den sidste Hundborg, der skulle arbejde i Danish Crown koncernen. I 2010 startede hans ældste søn nemlig i pakkeriet i Horsens, og det startede traditionen tro med, at far Jørgen foreslog det.

- Jeg har aldrig villet være slagter. Jeg er mere interesseret i IT og maskiner. Så da min far foreslog jobbet i Danish Crown, var jeg faktisk lidt skeptisk i starten, men jeg valgte i sidste ende at søge det. Efter to år i pakkeriet fik jeg lov til at arbejde med IT i Horsens, og nu er jeg i IT-afdelingen i Randers. I dag kan jeg ikke se, hvor jeg ellers skulle arbejde, fortæller Martin Hundborg, Servicedesk Specialist i Randers.

Martins lillebror, Nicklas Hundborg, var derimod ikke i tvivl, da han stod med afgangsbeviset fra folkeskolen.

- Da min far fortalte mig, at de søgte lærlinge i Horsens, sprang jeg til med det samme. Martin og jeg er blevet flasket op med Danish Crown og slagterfaget, så det føltes helt naturligt. Lige siden jeg kan huske, har Martin og jeg været på rundvisninger på slagteriet og været med nede på slagtegangene, fortæller Nicklas Hundborg, der nåede at være slagter i Horsens i 5 år, inden han for nyligt er stoppet.

Martin og Nicklas Hundborg slår fast, at de aldrig har følt sig presset af familien til at arbejde i Danish Crown, selvom deres mor også har arbejdet i koncernen, ligesom hele tre mostre også har. 

- Det har været en stor en del af vores opvækst. Der var ikke en aften ved køkkenbordet eller en familiefrokost, hvor hverdagen i Danish Crown ikke lige blev vendt. Det har ikke ændret sig i dag. Selv hvis vi siger, at nu gider vi ikke snakke om Danish Crown, så går der ikke mere end en time eller et par øl, før det kommer på bordet igen, fortæller Martin Hundborg.

En del af identiteten

Selvom Jørgen Hundborg og hans søn Martin Hundborg i dag ikke er på samme arbejdsplads, så var der 5 år, hvor både Jørgen, Martin og Nicklas Hundborg var at finde på slagteriet i Horsens.

- Horsens er jo en kæmpe arbejdsplads, men alligevel var det specielt at arbejde samme sted. Jeg vidste jo altid, hvor drengene var, og jeg vidste, at hvis jeg for eksempel ringede op til IT, så kunne jeg risikere at få Martin i røret. På vej til pause kunne jeg også møde Nicklas eller Martin. Det var meget sjovt, fortæller Jørgen Hundborg, udbeningsmester i Horsens.

Martin og Nicklas Hundborg husker også tiden i Horsens som en speciel tid, fordi man kunne støde på hinanden i en ellers travl hverdag. Alle tre kan også fortælle mange historier om, at de er blevet genkendt på deres efternavn.

- Der har da været flere tilfælde, hvor folk har sagt, at de enten har hørt navnet Hundborg før, eller at de kender min far eller en anden i familien. Det er meget sjovt, og man er egentlig også lidt stolt af det. Det er på en måde blevet en stor del af familiens identitet, fortæller Martin Hundborg, Servicedesk Specialist i Randers.

Jørgen Hundborg vil også hellere kalde sit virke i Danish Crown for en livsstil i stedet for et arbejde.

- Det kan lyde som en kliché, men jeg har aldrig været træt af at gå på arbejde. Aldrig. Ellers var jeg jo ikke blevet her i over 40 år. For mig er det en livsstil. Jeg kan ikke huske en tid i mit barndomshjem, hvor slagteri og Danish Crown ikke har fyldt. Dengang var gæsterne i huset også altid slagtere, pølsemagere eller andet, der havde en tilknytning til slagterierne dengang. Det er blevet en del af familiens og min egen selvforståelse, fortæller Jørgen Hundborg, udbeningsmester i Horsens.

Hundborg bliver i Danish Crown

Selvom Jørgen Hundborg har været en del af Danish Crown i over 42 år, regner han med at fortsætte indtil hans 50-års jubilæum, inden han går på pension, ligesom Martin Hundborg gerne vil blive i koncernen indtil han skal pensioneres om mange år. Lillebror Nicklas Hundborg udelukker heller ikke, at han vender tilbage til Danish Crown.

- Jeg tror, at vores families historie har gjort Danish Crown til et sted, der faktisk føles næsten hjemligt og trygt. Man føler, at hvis man yder en indsats og opfører sig ordentligt, så han man et arbejde for livet. Man har en følelse af, at Danish Crown er et loyalt sted. Det er ikke tilfældigt, at vores familie har været en del af koncernen i over 100 år, og man kan jo finde lignende historier mange steder rundt i virksomheden, fortæller Nicklas Hundborg.

Men hvad så efter Jørgen, Martin og Nicklas Hundborg? Kommer efternavnet til at hænge ved i koncernen? Det er de alle tre enige om, at det gør.

- I dag rummer Danish Crown så mange typer arbejdsopgaver. Det er næsten underordnet, hvad dine kompetencer eller interesser er, så kan du bruge dem i Danish Crown. Så jeg vil blive meget overrasket, hvis der ikke er bare er én fra næste generation i familien Hundborg, der kommer til at arbejde i koncernen. De kommer i hvert fald ikke til at høre om andet i deres opvækst, ligesom alle os andre, griner Martin Hundborg.