12. november 2015
Mere end 12 mdr. gammel
Randers, 12. november 2015
Når Danish Crowns slagterier modtager grise fra andelshaveren, bliver de alle kontrolleret af kødkontrollen, der blandt andet noterer, hvis dyrene har bemærkninger, der har tilknytning til deres sundhedstilstand. Disse bemærkninger har andelshaver efterfølgende fået på Danish Crowns Ejerside, hvor der samtidig har været mulighed for at sammenligne sig med Danish Crowns andre andelshavere.Det system har nu fået en ekstra funktion, som gør det muligt at sammenligne sig med de andelshavere, der producerer under samme koncept som en selv. Dvs. at producenter af multigrise sammenlignes med andre producenter af multigrise, Antonius-producenter sammenlignes med andre Antonius-producenter og så fremdeles. Det skal give et mere retvisende billede af, hvordan producenten klarer sig.
- Det er klart, at en producent af specialgrise har nogle helt andre forudsætninger end en producent af multigrise, og derfor giver det kun mening, at man sammenligner sig med besætninger, der ligner ens egen. Dermed får producenten også et langt bedre billede af, hvor det kan blive bedre, og det kan tages med i overvejelserne om den daglige drift, siger Marie Bodenhoff, der er dyrlæge i DC Ejerservice.
