Et års kamp for at redde danske arbejdspladser

Et års kamp for at redde danske arbejdspladser

29. maj 2014
Mere end 12 mdr. gammel


Randers, 29. maj 2014

Siden sommeren 2013 har der været heftig aktivitet ved forhandlingsbordet mellem Fødevareforbundet NNF og Danish Crown. Med ved møderne har både tillidsrepræsentanterne og repræsentanter for forbundet været, og de forskellige forslag har løbende været præsenteret ude på Danish Crowns svineslagterier for samtlige medarbejdere.

Som man kan se af den meget omfattende mediedækning af forløbet, var det i det tidlige efterår et forslag fra tillidsrepræsentanterne, der blev fremlagt på slagterierne.

Danish Crown kan slet ikke genkende det billede, Fødevareforbundet NNF i dag kalder en afsløring.

- Jim Jensen var jo selv med til en del af møderne, og alle dokumenter har været delt mellem alle parter. Så der er ikke noget overraskende i, at Jim Jensen har dokumenterne. Det har jeg også, og det billede han tegner i dag er desværre meget langt fra virkeligheden, siger CEO for DC Pork Jesper Friis.

Et forslag om et medarbejderselskab blev i september sidste år sendt til afstemning blandt medarbejderne, som stemte nej, fordi skattelovgivningen dengang ikke gjorde det muligt at få pengene tilbage igen.

Regeringen har siden udarbejdet et forslag til ændring af den lovgivning, og i det tidlige forår i år var der atter optræk til afstemning blandt medarbejderne. På fire ud af fem anlæg tilkendegav medarbejderne ved håndsoprækning, at der var mandat til den lokale tillidsrepræsentant, så han kunne forhandle aftalen på plads. Det gengav Radioavisen allerede den 6. februar i år, hvor tillidsrepræsentanterne refererede fra møderne. Men før det femte slagteri kunne nå at tage stilling, blev tillidsrepræsentanterne af Fødevareforbundet NNF bedt om ikke at sende forslaget til afstemning.

- Vi har igennem et helt år samarbejdet med tillidsrepræsentanterne om at finde løsninger, der kunne betyder færre afskedigelser. Faktum er, at når der produceres færre slagtesvin, så er der færre arbejdspladser, og derfor var ideen om et medarbejderselskab, som kunne bruges til at investere i slagtesvineproduktion en god idé, siger CEO for DC Pork Jesper Friis.

- Det må være mærkeligt for de tillidsrepræsentanter, der har brugt mange kræfter på at gå konstruktivt i dialog for at redde deres kollegers jobs at se situationen gengivet på denne måde. Hvis NNFs udlægning var sand, ville alle slagterierne i Danmark jo være lukket i dag, og så ville vi have en udfordring med at få slagtet de ca. 15 mio. danske slagtesvin, vi slagter årligt. Hos Danish Crown slagter vi kun danske slagtesvin i Danmark siger Jesper Friis.

Ideen om et medarbejderselskab blev ikke behandlet på slagteriet på Bornholm, fordi driftsomkostningerne her er så høje, at slagteriet ikke er rentabelt. Her skal andre løsninger til. Ellers lukkes slagteriet, sådan som det nu ser ud til at ske. Danish Crown har på et møde tirsdag aften understreget over for NNF og DI, at der er tale om et forslag, der kun gælder Bornholm. Og at det fremgår af forslaget. Også det møde deltog Jim Jensen fra NNF i.