Randers, 2. september 2014
Erling Johnsen er handelsuddannet i korn og foderstoffer, men endte hurtigt på den anden side af truget sammen med kreaturerne og deres ejere. Og særligt forholdet til landmændene er det Erling Johnsen selv og kollegaerne i DC Beef forbinder med hans arbejdsliv.
For Erling kendte sine landmænd som få. Han har igennem sit arbejdsliv været på utallige besøg ude på gårdene og betegner selv sit forhold til landmændene som fortroligt, både hvad angik det økonomiske og det private.
Da det på et tidspunkt gik lidt for godt med at skaffe dyr til Oxexport i Holstebro, ringede telefonen få dage før jul i 1991 – det var Lorenz Hansen som bød på middag.
I det nye år begyndte Erling Johnsen som fabrikschef i Holstebro og blev senere ansat som konsulent i DC Ejerservice i 2008.
Her arbejdede Erling tæt sammen afdelingsleder Ejvind Kviesgaard og de andre kolleger i DC Ejerservice, og her bliver han savnet.
- Erling er en fantastisk kollega, og han har en stor del af æren for væksten af nye andelshavere til Danish Crown. Han har skaffet virkeligt mange dyr, siger Ejvind Kviesgaard, der fremhæver Erlings evne til at skabe tætte bånd til andelshaverne.
- Erling er fantastisk til at lytte til andelshaverne og deres ønsker og problemer. Og det skaber et medejerskab til Danish Crown, som går længere, end at vi bare er en virksomhed, der opkøber kreaturer - det er guld værd. Vi kommer til at savne ham Erling både menneskeligt og fagligt.
Men nu har Erling Johnsen skaffet sit sidste dyr til Danish Crown. For nu er det nok, som han siger:
- Nu har jeg skændes med Lorenz siden 1985, og det må række.
Efter en kort pause tilføjer han dog.
- Lorenz har været en fantastisk chef, og ham kommer jeg såmænd også til at savne.
Erling Michael Johnsen:
- handelsuddannet i korn og foderstoffer hos Peter P. Hedegaard på Mors
- soldat på Holstebro Kasserne
- 1971 ansat på kontor på Kreaturslagteriet Vest
- 1987 ansat på Oxexport i Holstebro med primær opgave at skaffe dyr
- 1992 ansat som fabrikschef hos Danish Crown i Holstebro, da slagteriet genåbnede
- 2008-2014 ansat som konsulent i DC Ejerservice