I skrivende stund er der 30 forskellige Tender Pork-produkter, som foodservice-kunder i hele verden kan købe hos Danish Crown.
Sådan har det dog ikke altid været, for hele Tender Pork-produktserien startede med en ide hos en engelsk produktudvikler, som han tog med til den daværende fabrik i Hadsund.
- I samarbejde med den engelske udvikler skulle vi udvikle en ny produkttype, hvor der skulle bruges en speciel lage uden nitrit og med et lavt saltindhold. Det blev en succes i England, så derfor prøvede vi at justere lagen en smule til at passe ind i det danske marked, siger Søren Hansen, der i dag er kvalitetsinspektør, og fortæller videre:
- Med tilpasningen fokuserede vi på at ramme en lage, der gjorde kødet utrolig mørt, men samtidig nemt at tilberede, uden at ende med produkter, som var hårdt pumpet med væske. Det endte med at blive til det, vi i dag kender som Tender Pork-produkter, siger Søren Hansen, som i tidernes morgen var med til at udvikle Tender Pork på fabrikken i Hadsund, inden han blev kvalitetsinspektør.
Konkurrenter forsøger at efterligne
Selvom det er over 20 år siden, at den engelske udvikler landede i Hadsund og såede frøene til Tender Pork-succesen, så er Tender Pork-produkterne den dag i dag stadig en stigende global salgssucces. Derfor har konkurrenter også forsøgt at lave et lignende produkt – dog uden held.
- Vi har oplevet flere gange, hvor der er enkelte kunder, som pludselig trækker sig helt i en rum tid, men så kommer tilbage igen. Vi har så kunnet snuse os frem til, at det er fordi konkurrenter har forsøgt at lave et lignende produkt til en skarpere pris, men tilsyneladende uden den store succes. Det styrker selvfølgelig troen på, at vi har ramt noget specielt, og derfor holder vi også opskrifterne tæt ind til kroppen, siger Søren Hansen.
Tender Pork-produkterne bliver lavet i Herning og Ringsted, og produkterne sælges udelukkende til foodservice-sektoren. Det er alt fra flæskestege, schnitzler, nakkesteaks, mørbradbøffer og meget andet.
Stadig uforløst potentiale
Søren Overgaard, der er senior manager i Danish Crown Professional Nordic og arbejder med at sælge Tender Pork-produkter, understreger, at lagen ikke er et trick for at gøre produktet billigere. Faktisk bliver produkterne dyrere, fordi det giver en kvalitet, der gør at man kan øge værdien på produkterne.
- Vi har formået at øge værdien på flere produkter, som tidligere ikke var af samme kvalitet set med foodservice-øjne. Det kan vi, fordi Tender Pork-lagen kan gøre meget kød utrolig mørt, smagfuldt og saftigt samt nemt at tilberede, fordi produkterne er skåret til på en måde, så de er nemmere at bearbejde i køkkenerne, siger Søren Overgaard.
Vi har heller ikke hørt det sidste nye fra Tender Pork og dens lage. For nyligt er der blandt andet blevet lanceret en ny steg med chipotle- og ahornsirup, og Søren Overgaard understreger, at det ikke er det sidste nye produkt, man vil komme til at se fra Tender Pork. Derudover arbejder man også på at øge salget til fastfood-delen i foodservice.
- Vi er kommet godt ud i buffeterne, kantinekøkkenerne og til spisestederne, men et sted, vi gerne vil ramme endnu bedre, er fastfood-delen af foodservice. Det vil eksempelvis være oplagt at lave en god flæskestegssandwich med Tender Pork- flæskestegen. Så det er noget, vi kommer til at arbejde på det næste år, og så skal vi selvfølgelig også udvide vores position på det resterende foodservice-marked, siger Søren Overgaard.
