En oplevelse med kød på

Danish Crown og Tulip arrangerer i samarbejde nyskabelsen Meatcrawl, hvor deltagerne smager syv forskellige retter på halvanden time.

4. august 2016
Mere end 12 mdr. gammel

 
Torsdag d. 4. august

Festen er officielt skudt i gang på Smukfest i Skanderborg, og de første koncerter kører på fuldt tryk i Bøgeskoven. Selvom regnen skyllede ned det meste af onsdagen, var humøret højt og feststemningen intakt blandt gæsterne.

Det gjaldt ikke mindst syv heldige konkurrencevindere, bloggere og journalister, der fik sig en madoplevelse af de helt store. De fik nemlig enhver kødelskers hedeste drøm opfyldt, da de deltog i danmarkshistoriens første Meatcrawl. Kødets svar på Tour de France, hvor deltagerne kom forbi syv af Danish Crown og Tulips madboder på festivalen og smagte sig igennem de mange forskellige retter med kød i centrum, som boderne havde at byde på.

Igennem den halvanden time lange seance fik deltagerne blandt andet serveret ”Kælen Kalv”-burgere, snackpølser med chili og rosmarin, nachos med pulled pork og dessertklassikeren bacon-is.

God reaktion fra deltagere
Alle syv retter blev indtaget med stor fornøjelse af deltagerne.

Det gælder ikke mindst slagtermesteren Nikolaj Madsen, der var inviteret med som vinder af en konkurrence.  Som kødmand var han godt tilfreds med kvaliteten af retterne.

- Det var meget inspirerende og et godt initiativ. Det var spændende at høre de forskellige historier undervejs, og kvaliteten på maden var super god, selvom jeg måtte give op på at spise det hele, siger Nikolaj Madsen.

Ellen Jensen, der er madblogger og står bag Jensens Madblog, var enig i den betragtning.

- Det var rigtig godt, og tiden fløj afsted. Jeg spiser normalt ikke så meget kød, så jeg kunne ikke spise det hele, men maden var stadig rigtig god, siger hun.

Bagedyst-stjerne underholdt
Undervejs blev deltagerne underholdt af guiderne Micki Cheng, kommunikationsmedarbejder i Tulip og kendt fra ”Den Store Bagedyst”, og Jens Hansen, pressechef i Danish Crown. De kom med forskellige informationer og fakta om Danish Crowns og Tulips produkter, men de havde dog ikke glemt, hvad Meatcrawlen handlede om.

- Ja, nu har vi vist også hørt nok. Nu skal vi have mere kød!, lød det blandt andet Micki Cheng, der dannede fortrop for gruppen gennem hele turen.

Hvis deltagerne undervejs fik brug for at få en lille snack mellem boderne eller at få renset ganen, havde guiderne sørget for termokander med røde pølser, så deltagerne ikke gik sultne derfra.

Fortsætter hele festivalen
Danish Crown vil i løbet af de resterende festivaldage afholde yderligere fire Meatcrawls, hvor blandt andet vinderne af en Instagram-konkurrence bliver blandt deltagerne. I alt vil omkring 50 heldige deltagere kunne nyde en Meatcrawl i løbet af festivalen.

Hvis man blot er ”almindelig” gæst på festivalen og ikke er blandt konkurrencevinderne, skal man dog ikke fortvivle. Man kan nemlig købe et klippekort, der gælder til en ret i samtlige syv Meatcrawl-boder. På den måde kan man begive sig ud på sit eget kødløb i den skanderborgensiske bøgeskov. Klippekortene kan købes i Danish Crown og Tulips madboder på Smukfest.