Det er gode nyheder for andelsejerne i Danish Crown Beef, at 75 pct. af den fremtidige konsolidering af Danish Crown kommer til at foregå på andelsejernes personlige konto.
Det mener kalveproducent Kristian Sørensen, som til daglig driver virksomheden Tranbjerg Østergaard ved Årre.
Ændringen i konsolideringen betyder, at ejersatserne hæves og andelsejere i Danish Crown Beef fremover vil få indbetalt 39 øre, inklusive forrentning, på deres personlige ejerkonti mod tidligere 22 øre – et beløb, som derved skal lægges til den i forvejen rekordhøje afregningspris.
Fra Tranbjerg Østergaard udgår der årligt op mod 4000 kalve til konceptet Dansk Kalv, hvilket i sidste Danish Crown-regnskabsår, som sluttede ultimo september, beløb sig til 764.000 indleverede kilo.
- I runde tal betyder det, at jeg årligt vil få indbetalt ca. 300.000 kr. på min personlige ejerkonto. Det er godt 130.000 kr. mere end ved den foregående ejersats, siger han og fortsætter:
- Jeg ser det som en pensionsopsparing og en investering i selskabet. De penge, som konsolideres ned på min ejerkonto, er i sidste ende med til at udvikle Danish Crown og sikre, at jeg har en velfungerende infrastruktur til at afsætte mine dyr. Der investeres i slagterierne, så vi som andelsejere er så godt som sikre på ikke at få skubbet leveringen, mens vi er garanteret udbetaling af vores tilgodehavender – og det skaber en stærk andelsvirksomhed, som kan drive afregningen op til gavn for alle kvægproducenter herhjemme. Til syvende og sidst er det også at regne for min pensionsopsparing, som udbetales, når jeg ikke længere skal være kalveproducent og udtræder som andelsejer, siger Kristian Sørensen.
Læs mere om de nye ejersatser og Kristian Sørensen i næste nummer af Indsigt.
Fakta om Danish Crowns ejerkonti:
Når Danish Crown konsoliderer selskabet for at sikre den fortsatte drift og udvikling, så kan bestyrelsen indstille til repræsentantskabet, at op til 75 procent af konsolideringen sker på andelsejernes individuelle ejerkonti. Indtil i år har det været maksimalt 50 procent af konsolideringen, der kunne ”sættes på navn”, men efter en vedtægtsændring er den andel nu løftet til 75 procent.
Pengene på andelsejernes ejerkonti er bundet i selskabet, indtil andelsejeren vælger at udtræde af selskabet, hvorefter pengene kan udbetales over en periode på 10 år, forudsat der det enkelte år samlet set er større indbetalinger til ejerkonti end udbetaling fra ejerkonti – og under forudsætning af repræsentantskabets godkendelse.
For regnskabsåret 2020/21 har bestyrelsen indstillet, at grise- og so-andelsejere får indsat 18 øre pr. leveret kilo på deres ejerkonti, mens kreaturandelsejerne får indsat 36 øre. pr. kilo. I alt vil der blive indsat 242 mio. kr. på andelsejernes ejerkonti.op til 75 procent af konsolideringen sker på andelsejernes individuelle ejerkonti. Indtil i år har det været maksimalt 50 procent af konsolideringen, der kunne ”sættes på navn”, men efter en vedtægtsændring er den andel nu løftet til 75 procent.
