Dyr hilsen fra Fødevarestyrelsen

20. juni 2013
Mere end 12 mdr. gammel


Randers, d. 20. juni 2013

DC Ejerservice har modtaget en del opringninger fra svineproducenter, der spørger undrende til et brev fra Videncentret for Landbrug, udsendt på vegne af Fødevarestyrelsen, som indeholder en udspecificeret opkrævning for f.eks. flytning af dyr i CHR-registret, besætningsgebyr, afgifter vedrørende Veterinærrejseholdet, dyrevelfærdskontrol og Gult Kort-ordningen.

Sammen med regningen har Fødevarestyrelsen vedlagt de vedtagne lovbestemmelser, så man kan læse, hvorfor beløbene bliver opkrævet.

Forklaringen er kort, at det blev besluttet i forbindelse med Veterinærforlig 2, at udgifterne på de ovenfor nævnte områder skal være brugerbetalte.

Veterinærforlig 2, som trådte i kraft ved årsskiftet, blev vedtaget i folketinget med samtlige partiers velsignelse.