Randers den 30. april 2014
Efter en lang årrække som Danmarks oksekødsmand nummer 1 har CEO for DC Beef Lorenz Hansen valgt at give opgaven med at drive Danmarks største kreaturslagteri videre.
Overdragelsen sker i forlængelse af den officielle åbning af det nye kreaturslagteri i Holsted, og fra den 1. oktober 2014 overtager nuværende salgsdirektør i DC Beef Finn Klostermann (48) stolen på direktørkontoret.
Finn Klostermann har været en del af DC Beef siden 2007 - først som underdirektør og siden 2009 som salgsdirektør. Han har en stærk baggrund i branchen med både nationale og internationale erfaringer, og han har i dag et indgående kendskab til organisationen og markederne, DC Beef opererer på.
- Vi var ikke i tvivl om, at Finn Klostermann var en stærk kandidat til jobbet. Alligevel har vi valgt at køre en helt almindelig professionel rekrutteringsproces med afsøgning af markedet, tests og samtaler. Og det har kun bekræftet vores oplevelse af Finn Klostermann som den, der kan føre DC Beef videre og samtidig repræsentere et generationsskifte, siger formand for DC Beefs bestyrelse Peder Philipp.
De seneste år har især været præget af opbygningen af det første nye kreaturslagteri i Danmark i årtier. Lorenz Hansen, som runder 66 år til oktober, fremsatte ønsket om at fratræde allerede for knap halvandet år siden, men sagde ja til at følge sin vision til dørs, før han den 30. september har valgt at fratræde.
- Jeg tør godt sige med bestemthed, at Lorenz Hansen bærer en meget stor del af æren for, at DC Beef i dag er Danmarks største kreaturslagteri, som igennem en årrække har kunnet levere en stadig stigende notering til ejerne og dermed bevare markedsandele i en faldende dansk produktion. Lorenz Hansens store erfaring med netop oksekødsmarkedet har givet ham en stor indsigt i både arbejdsprocesser og innovationsmuligheder. En indsigt, han har udnyttet til at sikre DC Beef den position, det har i dag, siger Peder Philipp.
Frem til overdragelsen er det Lorenz Hansen, der fortsat har det overordnede ansvar for DC Beef.
