Randers, 26. februar 2016
Man skal have udsyn og følge med udviklingen. Det kunne være et motto for Erik Bredholt, der fylder 50 år fredag d. 26. februar. Han er fjerdegenerationslandmand på slægtsgården Edelslund ved Skødstrup og formand for Danish Crowns bestyrelse.
For netop tanken om konstruktivt at tilpasse sig strukturerne var årsagen til, at den dengang 27-årige Erik Bredholt lagde om fra en beskeden mælkeproduktion til produktion af slagtesvin i 1993.
Han begyndte med 175 søer. I dag er Edelslund et mellemstort landbrug med 550 søer, seks medarbejdere, 350 ha jord og en årsproduktion af 18.000 slagtesvin, der leveres til Danish Crown.
En koncern, hvis repræsentantskab Erik Bredholt blev valgt ind i 1999. Ikke ud fra strategiske overvejelser om at komme til tops, ifølge fødselaren, men ud fra et ønske om at følge med i og sætte sit aftryk på udviklingen inden for dansk landbrug. Efter to år i repræsentantskabet blev Erik Bredholt valgt til Danish Crown Amba’s bestyrelse, hvor han efter fem år som næstformand i 2011 indtog posten som formand.
Fra den position kan Erik Bredholt se på Danish Crown som en virksomhed, der har tilpasset sig strukturerne ved at have udsyn og ved at følge med udviklingen. Således er Danish Crown – med udgangspunkt i en ejer- og landmandsorienteret bestyrelse – støt og roligt vokset fra at have Danmark som sit kerneområde til nu at være en international koncern med virksomheder i udlandet og en stigende markedsandel uden for landets grænser.
Ud over at være formand for Danish Crown er Erik Bredholt næstformand i Slagteriernes Arbejdsgiverforenings bestyrelse samt medlem af DI’s hovedbestyrelse og Landbrug & Fødevarers bestyrelse.
Erik Bredholt er gift og har tre voksne børn. Fødselsdagen fejres privat.
