DC reducerer udsættelserne

22. januar 2015
Mere end 12 mdr. gammel


Randers, 22. januar 2015
 

Slagterierne i Blans og Herning har ansat 75 ekstra mand til at hjælpe med at få slagtet op oven på julen. Pt. er Danish Crown fire dage bagude med slagtningerne, men overarbejde og det ekstra mandskab begynder at vise resultater, siger direktør i Ejerservice Vagner Bøge:

- Vi kan se, at gennemsnitsvægten på de slagtede grise er på vej ned. Lige nu ligger vægten på 87 kilo, hvor den før jul lå på 84 kilo. Om to til tre uger regner jeg med, at vi er kommet så meget med, at de værste gener for landmændene er reduceret mærkbart, siger Vagner Bøge.

Han understreger dog, at vi skal til slutningen af februar, før der er endeligt slagtet op.

Danish Crown beklager, at nogle andelshavere kommer til at opleve, at dyrene afhentes senere end ønsket. Vognmændene og vi gør et stort arbejde for at hjælpe, hvor der er pladsproblemer og samtidig finde de producenter, der har mulighed for at lade grisene gå et par dage ekstra.

- Vi opfordrer derfor til, at I holder jer i tæt kontakt med jeres transportør for at få afhentningerne til at glide så problemfrit og effektivt som muligt, siger Vagner Bøge.


Slagtesituationen

Svin uge 4 og 5:
Ved ugens start er vi ca. 4 arbejdsdage bagefter med slagtningen. Der er knapt så stor tilmelding i indeværende uge, hvilket betyder, at der reduceres lidt i mængden af udsatte svin.

Med en forventet stabil tilmelding til uge 5, hvor vi har en rigtig god slagtekapacitet, betyder det, at der udsættes svin svarende til ca. 3 arbejdsdage til uge 6.

Leverandørerne skal påregne forskydninger i afhentningstidspunktet. Forsinkelserne kan variere regionalt, hvilket forsøges udlignet.

Lørdag, den 24. januar: der slagtes i Blans og Sæby.

Lørdag, den 31. januar: der slagtes i Herning og Horsens.

Søer uge 4 og 5:
Der er fortsat stor tilmelding af søer, og selvom vi har en god slagtekapacitet, skal det forventes, at der udsættes en del søer.