DC fingeraftryk på Folkemødet

DC fingeraftryk på Folkemødet

13. juni 2013
Mere end 12 mdr. gammel


Randers, 13. juni 2013

Folkemødet 2013 på Bornholm åbner i dag, og frem til afslutningen på søndag holdes et væld af arrangementer – alt sammen for at styrke demokratiet og dialogen i Danmark.

Danish Crown er repræsenteret ved flere af arrangementerne.

Danish Crowns CFO Preben Sunke deltager torsdag i en debat arrangeret af Landbrug & Fødevarer.

Under overskriften ”Pengene op eller de grønne bukser ned” diskuterer paneldeltagerne, om grøn energi er for dyr, og hvordan vi skal finansiere den grønne omstilling.

Panelet består af Energiminister Martin Lidegaard (R), Preben Sunke, CFO i Danish Crown, Morten Albæk, Global Senior Vice President i Vestas Wind Systems og Frede Vestergaard, Journalist og økonom i Weekendavisen.

Det handler om mad
Danish Crowns kommunikationsdirektør Anne Villemoes kommer i vælten to gange under Folkemødet.

Fredag kl. 10 laver hun morgenmad på scenen i Landbrug & Fødevarers telt sammen med kokken Thomas Castberg, der er kendt fra blandt andet Masterchef på TV3.

Lørdag fra kl. 12-13 deltager Anne Villemoes i Dansk Industris event ”Bonderøv eller Business?”. Her krydser hun blandt andet klinger med ”Bonderøven” Frank Erichsen i en dialog med udgangspunkt i spørgsmålene: ”Skal vi leve af at eksportere biodynamisk spelt og Noma-menuer? Eller skal vi satse hårdt på hverdagsmad og nye løsninger i industrien?”

Blandt de øvrige paneldeltagere er Anja Philip, Formand for Forbrugerrådet. Ole Wehlast, Formand for NNF, Per Kølster, Formand for Økologisk Landsforening og Mette Reissman, MF for Socialdemokratiet.