Randers, d. 12. februar 2013
Det er et vågent blik, der møder Danish Crowns udsendte, da vi bliver taget imod i den kombinerede frokoststue og kontor på kvægejendommen Blæsbjerg vest for Holstebro. Mens den kun 30-årige ejer Jacob Seiger Stensig hælder kaffe op, fortæller han, at han kun har været ejer af gården siden december 2012.
- Der har været utrolig mange ting, jeg har skullet sætte mig ind i og tage stilling til, siger Jacob Seiger Stensig.
Derfor brugte han heller ikke lang tid på at undersøge markedet for slagtedyr, inden han valgte DC Beef som sit slagteri.
- Det kan måske lyde lidt uprofessionelt, for med en besætning af min størrelse er det alligevel en del penge, der kommer ind på salget af kød. Men jeg gik simpelthen ud fra, at et så stort og velrenommeret slagteri som Danish Crown, måtte være konkurrencedygtig på pris, siger Jacob Seiger Stensig.
Man kan godt kigge på noteringen her og nu, men det er egentligt mere interessant at kigge på den samlede afregning over en længere periode, og her er den nye virksomhedsejer sikker på, at DC Beef vinder i længden - men hans tillid koster:
- jeg er utroligt loyal over for de virksomheder, jeg er medejer af og samarbejder med. Til gengæld forventer jeg også at modtage en super service og en konkurrencedygtig pris.
Må ikke tage tid
Den unge mælkeproducent har inden købet af Blæsbjerg været driftsleder på en økologisk malkebesætning, der leverede til Friland. Og her var oplevelsen af DC Beef, at det var en meget professionel og veldreven virksomhed, som man ikke skulle bruge tid på i det daglige – det kørte bare. Og det er et vigtigt argument for Jacob Seiger Stensig.
- Tilmelding og afhentning af dyr skal bare køre, og det skal ikke tage længere tid end højst nødvendig. Og her synes jeg, at Danish Crown er helt suveræn. Man kan som producent godt mærke, at det er en stor og professionel drevet virksomhed med en sikker afsætning og en professionel organisation, siger Jacob Seiger Stensig.
Glædelig overraskelse
Det var først efter, Jacob Seiger Stensig havde valgt DC Beef som sit slagteri, at han blev klar over, at DC Beef udbetaler et introduktionstillæg på 50 øre pr/kg det første medlemsår som andelshaver. Et nyt initiativ, der netop skal hjælpe nye producenter og andelshavere lidt på vej.
- Det var en glædelig overraskelse, da Erling Johnsen fra DC Beef fortalte mig om introduktionstillægget. Jeg kan rigtig godt lide, at DC Beef, og det fællesskab der ligger bag, går ind og støtter nye producenter, der er på vej ind i erhvervet – det er meget sympatisk, synes jeg.
Der sker noget
Udover konkurrencedygtig afregning og en glat levering, så synes Jacob Seiger Stensig, at det er spændende at være medejer af et slagteri, der forsøger at gå nye veje for at styrke forretningen og dermed noteringen over til leverandørerne.
- Jeg synes, det er spændende med de nye tiltag, som DC Beef sætter i søen, og jeg følger med interesse med i de nye koncepter, som bliver lanceret eller prøvet af. For tiden følger jeg med i krydsningskalveforsøget, som jeg synes er et vigtigt og godt initiativ. Når jeg har fået mere styr på besætningen her, så kan det godt være, vi skal til at eksperimentere med krydsningskalve på vores dårligste dyr, siger Jacob Seiger Stensig.
