DC Beef giver nye muligheder i krisetider

20. oktober 2015
Mere end 12 mdr. gammel

Randers, 20. oktober 2015

Krisen kradser i landbruget, og derfor oplever flere og flere kvægproducenter, at besætningen skal omsættes til videre levebrug eller slagtning. I den situation oplever nogle af DC Beefs ejere, at bank eller kurator forlanger, at kreaturerne leveres til andre slagterier på trods af andelshaverens ønske om at fortsætte samarbejdet med DC Beef.

- Vores efterbetaling kan være en hæmsko i den situation, da pengene ligger et stykke ude i fremtiden i forhold til at afvikle besætningen hurtigst muligt. Derfor opretter vi nu muligheden for, at en kurator eller bank kan oprettes som prøveleverandør for en given besætning og få en krone oveni noteringen her og nu, så dyrene forhåbentlig ender hos os alligevel, siger afdelingschef i DC Ejerservice Ejvind Kviesgaard.

Besætningsejeren behøver ikke at have været andelshaver ved DC Beef.

Prøveleverandører kan oprettes i op til seks måneder og gælder også for alle besætningsejere, der er interesserede i at prøve DC Beef af, før de eventuelt bliver andelshaver. Ordningen trådte i kraft d. 1. oktober 2015.