Danskerne elsker sul til jul

Overalt i Danish Crown er tiden op mod jul og nytår ekstra travl. På Detailpakkeriet i Herning er julemandens hjælpere i fuld sving med at sikre, at julemaden havner på bordene i rette tid.

21. december 2012
Mere end 12 mdr. gammel


Randers, 21. december 2012   

Julen 2012 bliver en hjerternes grisefest. I forhold til sidste år har flere svinekamme af 100% Dansk Svinekød fra Danish Crown forladt DC’s slagterier for at finde vej til danskernes juleborde, og der er sket en markant ændring i forbrugervanerne.

- Vi har set en fin stigning i salget af svinekamme i forhold til sidste år. Mest bemærkelsesværdigt i afsætningen er, at op mod 20 % af kamsalget er flyttet fra svinekam med ben til den mere ovnklare svinekam uden ben. Mange af dem er ydermere ridsede, og når forbrugerne vælger den udskæring, slipper de for selv at bruge for meget tid i køkkenet, siger Torben Pedersen, salgschef i Danish Crown.

Salgstallene stemmer godt overens med den årlige juleundersøgelse, Landbrug & Fødevarer offentliggjorde i sidste uge. Den viste nemlig, at 40 procent flere end sidste år påtænker at sætte flæskesteg på menuen juleaften.
Det svarer til, at 3,3 millioner danskere vil sætte tænderne i, forhåbentligt, sprøde svær.

Også julemedisteren følger godt med i år. I ugerne 45-51 er det blevet til 770 kilometer medisterpølse. Et imponerende mål, der kan nå fra Skagen til den tyske grænse og hele vejen tilbage igen, hvis man altså valgte at rulle medisterpølserne ud langs motorvejen.