Dansk Kalv holder niveauet

Interessen for at levere kalve til Danish Crowns Dansk Kalv er uændret i forhold til sidste års høje niveau.

7. februar 2012
Mere end 12 mdr. gammel


Randers, 7. februar 2012   

Godt 71.000 kalve er tilmeldt DC Beefs koncept Dansk Kalv i 2012. Det er det samme antal kalve som sidste års høje niveau.

- Vi har i år kun ændret lidt i konceptet omkring vægten på Dansk Kalv, hvor intervallet er sat til 180-240 kg. Det skyldes, at variationen på delstykkerne i butikkerne skal være meget begrænset, siger afdelingsleder i DC Beef Ejvind Kviesgaard.

Klassificeringskravet på kalven er uændret til 3,00. Det samme er alderskravet fra 8 mdr. til maks. 10 mdr. De særlige krav til velfærd og kontrol er også opretholdt.

Dansk Kalv har egen kategori
Noteringen for Dansk Kalv er fortsat i en egen kategori, men nu fås den højeste notering ved form 6, og kalve, der er bedre i formklasse, får samme afregning. De gode krydsningskalve vil blive for tunge ved maks. 10 mdr., men de er også mere ønsket i den nye kategori: kalv under 8 mdr.

Optimisme hos producenter
Antallet af producenter er faldet fra 200 til 185, da afkoblingen af handyrpræmie fra i år har bevirket, at nogle producenter har valgt at stoppe. Men de øvrige producenter har til gengæld øget deres produktion, så det samlede antal Dansk Kalv forbliver uændret.

- Det er godt at mærke, at optimismen ude i produktionen er i behold, siger Ejvind Kviesgaard.

Det er fortsat muligt at blive Dansk Kalv producent. Koncept og yderligere informationer kan fås ved henvendelse til DC Ejerservice.

Dansk Kalv sælges primært til det danske marked og eksporteres kun i begrænset omfang. Kødet markeds­føres bredt i flere butikker.