Både andelshavere og ansatte var en del af den gæsteliste, der tirsdag aften var blevet inviteret til koncert og souper på Fredensborg Slot af Hendes Majestæt Dronning Margrethe. Aftenen startede med en koncert i slotskirken, hvor den kongelige livgarde sammen med kunstnerne Christian Brøns og Sinne Eeg spillede, og derefter fortsatte arrangementet med spisning i slottets sal.
Her var både produktionsdirektør i Danish Crown Pork Per Laursen og Erik T. Hansen, VP Innovation i Danish Crown Ingredients, med, og sidstnævnte var så heldig at komme til bords med Majestæten.
- Det var en stor oplevelse at komme til bords med dronningen. Der er en meget positiv tilgang til fødevarebranchen og den omsætning og de arbejdspladser, som den tilfører landet. Der er fokus på det, vi laver, og det bliver værdsat, siger Erik T. Hansen.
- Vi forklarede, hvad Danish Crown Ingredients var, hvad vi stod for, og hvad vi arbejdede med, og det var der meget stor interesse for.
Også andelshavere til stede
Udover ansatte var Danish Crown også repræsenteret gennem andelshavere fra både Pork og Beef. En af dem var Michael Nielsen, der har 850 konventionelle søer som Antonius-produktion samt 200 økologiske søer. Han var også en del af dronningens bord, og det var en stor oplevelse.
- Det var helt fantastisk. Vi var der jo for at møde dronningen, men jeg havde godt nok ikke lige regnet med, at det blev så tæt på. Hun henvendte sig for at høre, hvor jeg havde min produktion, og derigennem fik vi en god snak om konventionel kontra økologi og hele miljødebatten. Hun var meget interesseret, og det var en stor ære, siger han.
Han er glad for blive inviteret til middag som en anerkendelse af fødevareerhvervet.
- Det kan jo næsten ikke blive større, når Kongehuset på den måde sender en anerkendelse af sted til vores produktion og erhverv. De arbejder hele tiden ude i verden for at prise vores produkter, og jeg synes, det er superflot, at de så også sætter tid og ressourcer af til at tage os ind. Det gør en varm om hjertet.