Som det første andelsselskab i landbruget i Danmark har Danish Crown i år valgt at offentliggøre en vederlagsrapport for virksomhedens direktion og bestyrelse. Offentliggørelsen følger ”Anbefalingerne for god selskabsledelse”.
- Som virksomhed prøver vi at være så transparente som muligt på alle områder som f.eks. bæredygtighed, arbejdsmiljø og fødevaresikkerhed, og derfor giver det god mening for os også at være helt åbne omkring vores vederlag til direktionen og bestyrelsen, siger Asger Krogsgaard, bestyrelsesformand i Danish Crown.
Konkurrencedygtigt uden at være markedsledende
For direktionen tager rapporten udgangspunkt i den løn, som Danish Crown forventede at udbetale til de tre direktionsmedlemmer. Den forventede løn består af en fast og en variabel del. Den variable del, den såkaldte bonus, er bundet op på, at selskabet leverer en god griseafregning til selskabets ejere, og da der ikke blev leveret i 2021/22, så er der ikke udbetalt nogen bonus i det forgangne år.
Det betyder, i Group CEO Jais Valeurs tilfælde, at der udelukkende er udbetalt det faste vederlag på 14,2 mio. kr. I rapporten angives også en forventet lønpakke på 19,1 mio. kr., hvilket er det faste vederlag for 2022/23 plus værdien af et bonusprogram, der først endeligt opgøres i 2025.
Bestyrelsesmedlemmer i Danish Crown aflønnes med et grundbeløb på 368.000 kr. Næstformanden modtager beløbet to gange og formanden tre gange. Sidder man både i AmbA og A/S-bestyrelsen, aflønnes man med samme beløb begge steder. Det betyder, at Erik Bredholt, der var formand i begge bestyrelser i hele regnskabsåret 2022/23, modtog i alt 2,2 mio. kroner i bestyrelseshonorar.
- Det er vigtigt for os, at vi kan tiltrække dygtige medarbejdere, ledere og bestyrelsesmedlemmer, og derfor skal vores lønniveau være konkurrencedygtigt, men vi har samtidigt ikke nogen ambition om at være markedsledende. Vi undersøger løbende lønniveauet hos andre sammenlignelige danske virksomheder grundigt, og vi mener, at vi giver en aflønning på markedsniveau, uden at vi er lønførende, siger Asger Krogsgaard.
Den fulde vederlagsrapport kan findes nedenfor