Danish Crown har i kraft af ejernes bæredygtighedscertificering en stor mængde data og mål på alle de mange klimatiltag, som andelsejerne arbejder med til hverdag. Hvis man ifølge Danish Crowns bæredygtighedscertificering kvalificeres som et IE-landbrug, vil man der modtage et udkast til en miljøledelsesrapport, som indeholder de data, som Danish Crown i forvejen har.
- På seneste repræsentantskabsmøde blev vi gjort opmærksom på behovet for miljøledelsesrapporter blandt vores ejere, som efterspurgte muligheden for, at vi kunne understøtte med de data, som de allerede har indberettet til os omkring bæredygtighedstiltagene. Det var en oplagt mulighed for at gøre en opgave nemmere for vores ejere, så derfor nedsatte vi en hurtigt arbejdende gruppe, som nu har sat det i et system, så vi kan generere en skabelon til en miljørapport, som indeholder de bæredygtighedsdata, som vi allerede har liggende på ejerne, siger Nicolaj Nørgaard, der er direktør for Ejerservice i Danish Crown Pork.
Miljøledelse har siden 21. februar 2021 været et lovkrav for IE-landbrug. Et IE-landbrug er defineret ved at have mindst 750 stipladser til søer eller mindst 2.000 stipladser til slagtegrise. Dermed falder en stor del af Danish Crowns andelsejere indenfor kategorien, og Nicolaj Nørgaard glæder sig over, at Ejerservice kan tilbyde hjælp til det arbejde.
- I bund og grund er det jo takket være ejernes eget store arbejde med at spille data ind i vores bæredygtighedscertificering, at vi nu kan lave denne her løsning. Derfor tror jeg også, at vi kommer til at se flere eksempler, hvor vi kan stille data til rådighed for ejerne, som løser et behov – uanset om det handler om bæredygtighed, produktivitet eller noget helt tredje som kan bidrage til at optimere bedriften og den samlede værdikæde, siger han.
Miljørapporten kommer som en skabelon, der allerede indeholder en vis mængde data, men andelsejeren vil selv skulle tjekke data, tilpasse rapporten, fylde resten ud og eventuelt tilføje yderligere tiltag. I dokumentet medfølger også en vejledning til at udfylde rapporten.
