Tirsdag d. 2. august
Den hurtige mad, man køber på vej fra A til B, kan se frem til at få konkurrence. I hvert fald hvis det står til Danish Crown Beef, som gerne vil have danskerne til at nyde en portion chili con carne, mens de er på farten.
Om den idé rammer forbrugernes smagsløg, bliver testet på Smukfest i Skanderborg 3.-7. august.
- Folk hungrer konstant efter noget nyt. Derfor vil vi bruge festivalen til at afprøve, om folk vil snuppe en gang chili con carne, lige som man lige stopper op og spiser en pølse, når man går forbi en pølsevogn eller er på banegården, siger Senior Manager, Sales Morten Bruun Enemærke.
Som blikfang serveres retten fra Danish Crown Beefs bøfmobil, der er forsynet med kraniet fra en langhornet ko oven på førerhuset og teksten ”Good food, great company” på den trehjulede varevogns sider.
- To unge kvinder med cowboyhatte vil køre bøfmobilen rundt på festivalen og sælge en portion chili con carne for 40 kr., lyder det fra Morten Bruun Enemærke.
For de penge får man et hurtigt måltid, som sagtens kan få en håndfuld kokkehuer af smagsdommerne ifølge produktudvikler Jens Julius fra Danish Crown Beefs afdeling i Sønder Felding.
- Retten er baseret på en gammel opskrift fra Texas, som vi lavede med de originale ingredienser og serverede den for personalet her i afdelingen. Alle var vilde med den, understreger Jens Julius med et smil og melder om en moderat dosering af chili.
- Retten er ikke voldsomt stærk, så alle kan være med. For at give mere bid og tyngde supplerer vi det hakkede oksekød med flager af oksekød i forskellige strukturer samt røde kidneybønner og majs, siger Jens Julius.

Danish Crown Beef tester nyt street food-koncept
Danish Crown Beef bruger Smukfest til at teste, om chili con carne kan være et alternativ til det voksende segment med hurtig mad, som købes, når man er på farten.
2. august 2016
Mere end 12 mdr. gammel