Bæredygtighed i fokus på kalvemødet

Bæredygtighed i fokus på kalvemødet

Kalveproducenternes årsmøde i Herning var præget af en god og konstruktiv debat om bl.a. Danish Crown Beefs forretning og ikke mindst regnskabet for 2017/18. Derudover var især klima, bæredygtighed og en certificeret dansk kalv 2.0 på dagsordenen blandt mange af mødets indlægsholdere.

4. december 2018
Mere end 12 mdr. gammel

Kristian Sørensen, formand for Kalveudvalget, var første mand på talerstolen til årsmødet for kalveproducenterne, og han fik hurtigt slået takten an til en debat om bæredygtighed og en udvikling af Dansk Kalv konceptet:

- Forbrugerne vil have den gode historie, og derfor er det vigtigt, at vi tør stille mål for os selv, når det handler om klima, dyrevelfærd og social ansvarlighed. Vi står overfor en ny epoke i Dansk Kalv konceptet, så jeg ser frem til næste år.

Netop den gode historie i Dansk Kalv konceptet og udviklingen af en certificeret dansk kalv 2.0 var også på dagsordenen i Finn Klostermanns indlæg på årsmødet:

- Dansk Kalv 2.0 er en god historie, som jeg tror, at forbrugeren er klar til at lytte til. Vi skal være knivskarpe i at fortælle forbrugeren, hvad dansk kalv egentlig er, og vi skal sætte nogle flere nuancer på produktionen af Dansk Kalv.

På årsmødet blev der med Hans Jørgen Tellerups indlæg om bæredygtighed på gårdniveau skelet til Porks lancering af gris 2.0 for at hente inspiration til, hvordan man kan gribe Dansk Kalv 2.0 an. I sit indlæg gjorde han det klart, at det langt hen ad vejen handler om at fortælle om alt det, som man allerede er gode til og at kommunikere det på en letfordøjelig måde:  

- Vi er faktisk allerede dygtige til at producere med et lavt klimaaftryk. Vi har altså et godt fundament, så vi kan lige så godt begynde at fortælle om alt det, som vi gør godt.

Marianne Gregersen fra L&F gæstede også årsmødet for at give indsigt i de muligheder og udfordringer, der er forbundet med salget af dansk kalvekød til forbrugeren:

- Kalvekød er i dag et nicheprodukt, som mange forbrugere ikke køber og tilbereder så tit. Dog appellerer kalvekød til vigtige forbrugertrends i forhold til bl.a. autenticitet, smag og bæredygtighed. Så kalvekød har uden tvivl mange gode kvaliteter, som kan tappe ind i de emner, som forbrugerne er særligt optagede af. 

Med de mange indlæg om bl.a. mere bæredygtighed i Dansk Kalv konceptet var det også et emne, som flere af kalveproducenterne i salen havde en holdning til, og som blev debatteret i forhold til bl.a. markedsføring og omkostninger. Én af kommentarerne til Dansk Kalv 2.0 og bæredygtighed kom fra Anders Peter Jensen fra Aså i Vendsyssel:

- Jeg synes at bæredygtighed er et interessant emne, og det er sådan set en appelsin, der falder direkte ned i turbanen på os. Det er bare vigtigt, at det bliver enkelt og fleksibelt for os kalveproducenter, og så har jeg et håb om at det går hurtigt med udviklingen af Dansk Kalv 2.0 – vi skal nemlig i gang nu.