Omkring 400.000 gæster besøger ANUGA i løbet af de fem dage messen varer. Derfor var der fart på lige fra dørene blev slået op lørdag morgen og der er særligt to temaer, der fylder i snakken med kunderne.
- Bæredygtighed og Kinas enorme efterspørgsel på grisekød er temaer, der kommer op uanset hvem af vores kunder vi snakker med. Bæredygtighed fordi vi har udstukket en retning frem mod 2050, hvor vi gerne vil finde løsning sammen med vores kunder, og Kina fordi den eksplosive stigning i prisen på grisekød det sidste halve år er en udfordring i forhold til at forsvare grisekødets position i de europæiske kølediske, siger Rene Olsen, SVP i Danish Crown Foods.
Ud over Danish Crown Foods er Pork, Beef, DAT-Schaub, Sokolow og Friland synlige på standen.
- Her på messen får vi besøg af mange af vores oversøiske kunder, men for os er det faktisk lige så vigtigt at komme og møde vores kunder i den europæiske forædlingsindustri, for mange af dem er selv på ANUGA med en stand, så vi får faktisk rigtigt meget ud af den tid og de penge vi investerer i at være med, siger Henrik Biilmann, direktør for Friland
At Kina fylder meget i markedet, mærker især sælgerne fra Danish Crown Pork. Mange af deres kunder er lige nu i vildrede i forhold til hvordan de skal positionere sig til 2020.
- Vi har usædvanlig mange forespørgsler på kontrakter for hele 2020 eller som minimum første halvår. Der er mange der ser en risiko for egentlig mangel på grisekød i Europa, så derfor undersøger de muligheden for at få kontrakt på en del af deres råvarer allerede nu, siger Lars Albertsen, SVP i Danish Crown Pork.
Også for Danish Crown Beef fylder Asien, men også det andet hjemmemarked i Tyskland, fortæller CEO i Danish Crown Beef, Finn Klostermann.
- Det er to helt afgørende punkter for, hvorfor ANUGA er interessant for os. Det ene er det tyske marked, hvor vi har to store slagterier, og som vi betragter som hjemmemarked, så det er vigtigt, at vi er godt funderet i relation til Tyskland, og der er ANUGA den eneste messe. Samtidig er det vores øvrige eksportkunder, som deltager, der har vores fokus. Her har vi mødt mange kunder fra Sverige, Balkan, Grækenland, Sydeuropa og især Asien.
- Vi forventer en åbning til Kina på oksekødet, og der får vi vigtigt input fra ESS-Food og Danish Crown Pork, når vi skal betjene kunder. Samtidig har vi fået kontakter i Sydkorea, hvor kolleger i koncernen hjælper med at knytte bånd, så det giver rigtig meget værdi at fremstå samlet, siger Finn Klostermann.
