Alt ind-alt ud gøres permanent

Alt ind-alt ud gøres permanent

Erfaringerne med Danish Crowns koncept Alt ind – alt ud har vist sig så gode, at ordningen nu gøres permanent og tilbydes alle svineandelshavere. Så ring til DC Ejerservice og få en udregning på din tomme stald.

11. oktober 2012
Mere end 12 mdr. gammel


Randers, d. 11. oktober 2012

22 slagtesvinebesætninger har indtil videre afprøvet Danish Crowns produktionskoncept Alt ind – alt ud på ejendomsniveau. Erfaringerne har været så gode, at konceptet nu gøres permanent og tilbydes alle andelshavere. Også dem der i dag har en specialproduktion, som eksempelvis UK, kan nu deltage i konceptet. Kravet er dog, at der køres Alt ind-alt ud på ejendomsniveau.

Alt ind-alt ud har nogle klare fordele i forhold til f.eks. sundhed og tilvækst. De opgjorte resultater fra det seneste kvartal ser sådan ud:

  • højere slagtevægt ca. 84 kg
  • lavere dødelighed 2,2 pct. (de 25 pct. bedste i landsgennemsnittet ligger på 2,5 pct.)
  • færre kasserede 0,1 pct.
  • højere daglig tilvækst på 955 gram

For højt foderforbrug
Søren Højby fra Danish Crown er projektleder på Alt ind-alt ud, og han er godt tilfreds med resultaterne. Specielt på dødeligheden, der ligger omkring 1,3 pct. under landsgennemsnittet.

- Konceptet har vist sin bæredygtighed, og specielt på sundheden er der markante fordele. Men også den højere tilvækst og slagtevægt hjælper til at forbedre dækningsbidraget. Mange har tilvækst på over 1.000 gram om dagen, siger Søren Højby, som dog vedkender, at der stadig er udfordringer på foderforbruget.

Generelt er det et problem i dansk slagtesvineproduktion, at foderforbruget per kg tilvækst er for højt. Det gælder også for besætningerne, der har været med i Alt ind-alt ud konceptet.

- Foderforbruget ligger på landsgennemsnittet, men det er heller ikke godt nok. Så her ligger en potentiel forbedring med fokus på udstyr og management i staldene, siger Søren Højby.

Vi er blevet garvede
Danish Crown og DC Ejerservice har det seneste år fulgt de 22 besætninger tæt for at rådgive dem bedst muligt og for at samle så mange erfaringer som muligt. Derfor er rutinerne nu på plads, og de værste børnesygdomme er luget ud, siger Søren Højby:

- Vi er virkelig blevet garvede, og vi har fået fintunet hele konceptet, så det efterhånden sidder lige i skabet.

Besætninger, der deltager i Alt ind-alt ud konceptet har blandt andet mulighed for at kommer forrest i køen til de mest velegnede puljegrise fra SPF. Det har betydet, at grisene i dag er langt mere ensartede end i starten af forsøgsperioden.

Tom stald - ring til os
Alle besætninger, der lægger om til Alt ind-alt ud modtager et rådgivningsbesøg inden indsættelse af det første hold smågrise. Cirka en måned efter indsættelse modtager man endnu et besøg, hvor der beregnes optimal slagtevægt med fokus på produktionsøkonomi og leveringsstrategi.

Men for at finde ud af, om Alt ind-alt ud er noget for dig, så få DC Ejerservice’s konsulenter til at lave en udregning på din tomme stald, for det kunne jo være, du blev overrasket, siger afdelingschef i DC Ejerservice Jacob Rasmussen:

- Vi har jo ikke sat det her koncept i søen for vores blå øjnes skyld. Vi ønsker så mange grise fra vores ejere som muligt, og det her er så god en produktionsform, at mange af vores ejere igen vil kunne få økonomi i nogle af de gamle og tomme stalde rundt omkring.

Derfor er Jacob Rasmussens opfordring også helt klar:

- Hvis du har en tom stald, så ring til os og få en uforpligtende udregning på økonomien på Alt ind-alt ud i din stald. Det kunne jo være, du bliver overrasket.

Hvis du er interesseret i at høre nærmere om Alt ind-alt ud konceptet eller ønsker en udregning på en tom stald, så kontakt DC Ejerservice’s konsulenter:

Søren Højby på tlf.: 51 16 28 40 eller mail: sohs@danishcrown.dk

Anders Nørgaard på tlf.: 89 19 13 32 eller mail: anno@danishcrown.dk

Læs flere artikler om Alt ind-alt ud:

Alt ind-alt ud forever

Succes for Alt ind – alt ud

Henrik fordoblede sit dækningsbidrag