Randers, 28. maj 2014
De seneste knap seks måneder har en lang række mennesker arbejdet målrettet for at finde løsninger, der kan sikre den fortsatte eksistens af et svineslagteri på Bornholm.
Det har resulteret i en samlet plan for besparelser, som har dannet udgangspunkt for drøftelser mellem Fødevareforbundet og DI om, hvorvidt der også på medarbejderområdet kunne findes nye modeller, der kan løse en usædvanlig problemstilling.
Også medarbejderne har arbejdet intensivt med at finde løsningsforslag, som kan medføre besparelser i den daglige drift, og her er en lang række forslag regnet ind i det forslag, der foreligger.
Danish Crown har kendt til listen et stykke tid og har naturligvis undersøgt og beregnet de forskellige forslag til bunds, ligesom listen er diskuteret mellem repræsentanter fra medarbejderne og ledelsen på flere møder.
- Flere af de fremlagte forslag er gode ideer og er derfor allerede medtaget i Danish Crowns beregninger af de samlede besparelser. Det drejer sig f.eks. om besparelser ved et øget antal slagtesvin, besparelser på ledelsesposter og en lønnedgang blandt funktionærer og håndværkere. De og andre forslag er regnet ind i det samlede forslag, der foreligger. Der er dog også nogle forslag, som ikke ville kunne lade sig gøre – enten fordi de indebærer investeringer, som rækker langt ud over besparelserne, eller fordi de ganske enkelt ikke er realistiske, siger direktør i DC Pork Jesper Friis.
Der er på informationsmødet med medarbejderne i Rønne i dag givet tilsagn om, at ledelsen endnu en gang gennemgår listen for mulige besparelser, så alle misforståelser bliver udryddet.
- Så sent som i aftes tilbød Danish Crown at gennemgå samtlige beregninger sammen med samarbejdsudvalget på Bornholm, men det står helt klart, at en lønnedgang er en nødvendig del af den samlede løsning. Ikke kun fordi de øvrige løsninger er betinget af, at også medarbejdersiden byder ind, men fordi vi – selv med en otte pct. lønnedgang – faktisk lige nu kun når op på en besparelse på 19 mio. kr. årlig mod de 25 mio. kr., der var målet, siger Jesper Friis.
Ledelsen i Danish Crown er klar til forelægge en årlig besparelse på 19 mio. kr. for selskabets bestyrelse med indstilling til, at slagteriet på Bornholm bevares.
- Men vi må også anerkende, at en række af de øvrige input er betinget af, at også medarbejdersiden bidrager mærkbart i en omkostningsforbedring, og at den samlede spareplan derfor nu ser ud til at falde med den konsekvens, at slagteriet lukker, siger Jesper Friis.
Sådan ser den kuldsejlede plan ud:
Landmændene: 5 mio. kr.
Stat & kommune: 5 mio. kr.
Slagterimedarbejdere 4,4 mio. kr.
Øvrige medarbejdergrupper 2,6 mio. kr. (herunder omlægning til fire-dages uge)
Øvrige: 2 mio. kr.
I alt: 19 mio. kr.
