Hendes morfar var tarmrenser, hendes farbror var pølsemester og hendes bror arbejdede som pølsemager under farbroren. Alle sammen på Tulip i Vejle.
Derfor gav det også næsten sig selv, at Pernille Langkjær, da hun var færdig med folkeskolen, skulle i lære som pølsemager på Tulip i Vejle.
Det er i dag 31 år siden, at Pernille begyndte i lære som pølsemager hos Tulip, og hun har været på Vejle-fabrikken lige siden.
Tonni Langkjær er gift med Pernille Langkjær, og Tonnis far, Egon Langkjær, arbejdede i flere år som pølsemester på Tulip-fabrikken i Vejle. Faktisk var han pølsemester sammen med Pernilles farbror, Åge Mortensen.
Det betyder også, at de begge er vokset op med en masse snak om Tulip i familien.
- Min far var stolt af at arbejde på Tulip i Vejle. Det var de fleste. Det var jo på et tidspunkt den største arbejdsplads i byen, så det var en arbejdsplads, der fyldte meget. Før 1991 lå fabrikken i Havnegade, centralt i Vejle, så man vidste godt, hvad Tulip var i Vejle, fortæller Tonni Langkjær.
Pernille kan også huske hendes morfar, fra da hun var lille. Han var også stolt af at arbejde på Tulip, men det var hendes farbror Åge, der for alvor var Tulip-ambassadør i hendes familie.
- Min farbror var meget stolt af at arbejde hos Tulip. Han snakkede altid om det, og man skulle ikke sige noget negativt om Tulip, mens han hørte det. Jeg tror, han spiste pølser hver dag. Jeg kan huske, min far holdt en tale til hans fødselsdag, hvor han havde regnet ud, hvor mange kilometer pølser, Åge havde spist i sit liv. Det var mange kilometer, siger Pernille Langkjær.
Far var stolt
For Tonni var det ikke givet, at han skulle ende med at arbejde hos Tulip, da han uddannede sig til smed.
Men for over 30 år siden var Tonni faktisk første gang ansat på Tulip i Vejle. Mens hans far også arbejdede der som pølsemester.
- Det var ikke noget, min far gjorde et stort nummer ud af, da jeg kom derned. Men jeg kan huske, at fortalte, at hans dreng var kommet på Tulip også. Så det betød noget for ham, og det gjorde det også for mig. Desværre kom der nedskæringer seks måneder efter, og så tog jeg videre, inden jeg kom tilbage igen i 2005, siger Tonni Langkjær.
Farbror krævede meget
Pernilles morfar var hele sit arbejdsliv på Tulip-fabrikken, hvor han arbejdede som tarmrenser.
- Min morfar var en rigtig slider. Han var glad for at være tarmrenser, selvom det var et hårdt erhverv. Dengang var der ikke badefaciliteter på fabrikken, så min morfar sagde, at man altid kunne lugte, hvor han arbejdede, og det var jo nok ikke helt forkert, fortæller Pernille Langkjær med et grin.
Men det var Pernilles farbror Åge, der fik hende til at søge ind som pølsemagerlærling hos Tulip i Vejle. Hendes storebror var allerede udlært pølsemager under farbroren på det tidspunkt, og det var også Åge, som skulle lære Pernille op.
- Jeg ville gerne arbejde hos Tulip, fordi jeg forbandt det med mange positive ting. Jeg vidste også godt, at jeg ingen fordele ville få, fordi min farbror var der. Tværtimod. Han forventede måske endnu mere af mig, end han gjorde af de andre, så der ikke kom forskelsbehandling, siger Pernille Langkjær.
Arbejder sammen uden at ses
Nu har Tonni og Pernille arbejdet sammen på fabrikken i Vejle i 15 år, hvor Tonni er smed, og Pernille arbejder i højhygiejnisk, receptionen og køkkenet.
Det var dog en smule imod Pernilles vilje, da hendes mand for 15 år siden ville søge jobbet som smed på samme fabrik, hvor hun arbejdede.
- Jeg ville gerne undgå, at vi skulle rende ind i hinanden hele tiden, og hvis han skulle være smed inde i højhygiejne-afdelingen, hvor jeg arbejdede, skulle jeg måske høre på, at mine kollegaer brokkede sig over ham. Det ønskede jeg ikke at blande sammen, siger Pernille Langkjær.
Sådan en situation ønskede Tonni Langkjær sig heller ikke, og da han sagde ja til jobbet, var det med en aftale om, at han ikke skulle arbejde i sin kones afdeling.
Nu er der gået 15 år, hvor de har arbejdet på samme arbejdsplads, og det er gået fantastisk.
- Der kan gå en hel uge mellem, at vi ser hinanden på fabrikken. Det er jo en stor fabrik, og der er både dag- og aftenvagter. Vi kender selvfølgelig rigtig mange af de samme mennesker, men det er kun dejligt. Vi snakker lidt arbejde, når vi kommer hjem, men vi er faktisk gode til at også at pakke det væk. Så vi regner da med at have mange gode år på fabrikken foran os, siger Tonni Langkjær.