Randers, d. 27. juli 2012
55.000 kroner lyder det samlede bud på. Hertil skal lægges 20 procent i hammerslagsgebyr, og det giver i alt 66.000 kroner til julemærkehjemmene, som Danish Crown i år donerer alle penge fra salget af hytterne til.
- Det er fantastisk flot, at folk på den måde har støttet op om det vigtige arbejde, der foregår på julemærkehjemmene, siger Corporate Visitor Manager Agnete Poulsen, der også i år er ansvarlig for aktiviteterne i Danmarks Smukkeste Svinesti.
- Vi ved fra tidligere, at gæsterne i svinestien gerne vil betale lidt mere for at få en god festivaloplevelse, og nu kan vi se, at de altså også er klar til at betale ekstra til det gode formål, siger Agnete Poulsen.
I Danmarks Smukkeste Svinesti er der som altid masser af oplevelser, god mad og overraskelser under hele festivalen. Blandt beboerne i svinestien er der også i år flere kendte ansigter til at sætte kulør på opholdet. En af dem er Kia Liv, der blandt andet er kendt for tv-programmerne ”Kia Liv på Julemærkehjemmet” og ”Slemme Slemme piger”.
