Hvis du som forbruger vælger et produkt som er ”Anbefalet af Dyrenes Beskyttelse”, er der krav og kriterier, som landmanden skal leve op til. Disse krav og kriterier bliver kontrolleret en gang årligt.
- I mærket stiller vi krav om, hvad vi mener er vigtigt for dyrevelfærden herunder at dyrene kan leve et liv med adgang til det fri. Det er helt afgørende, at vi arbejder sammen om at løfte dyrevelfærden, og her er vores mærke med til at stille krav til landmændene for, hvordan de driver deres produktion, siger Henrik Westh, Retail Manager i Dyrenes Beskyttelse.
Kontrollen, som følger med mærket, kommer oven på de andre kontroller, som Frilands leverandører skal leve op til. Dermed er mærket ”Anbefalet af Dyrenes Beskyttelse” en yderligere foranstaltning for at sikre produkterne et højere niveau af dyrevelfærd end konventionelt producerede varer.
Når du køber Frilands produkter med mærket ”Anbefalet af Dyrenes Beskyttelse” betyder det blandt andet, at grisene er født på friland, har adgang til det fri, mere plads og mulighed for at udleve deres naturlige adfærd.
Samarbejdet mellem Friland og Dyrenes Beskyttelse tog sin begyndelse i 1992, hvor man sammen med fremsynede landmænd stillede krav til et produktionskoncept med udgangspunkt i grisenes naturlige adfærd. Siden har partnerne arbejdet sammen om at udvikle dyrevelfærden.