Kære leverandører
Vi har lagt et år bag os med vækst i Friland. Vi har slagtet flere dyr, solgt mere og øget omsætningen.
Men vi er samtidig meget bevidste om, at den udvikling ikke afspejler den virkelighed, mange af jer oplever i hverdagen. Især for de økologiske griseproducenter har den lave konventionelle notering betydet et stort pres på økonomien og den samlede afregning.
På økologisk gris har vi haft markant flere slagtninger end året før, og både salg og omsætning er vokset. Udfordringen er, at salget ikke på alle markeder er fulgt med den højere produktion.
Det gælder især i Tyskland, som er vores største marked. Her er udbuddet af økologiske grise højt, og det har gjort det vanskeligere at få fuld værdi ud af hele grisen.
Til gengæld har udviklingen været positiv i Danmark og USA. I Danmark har vi haft en vækst på omkring 17 procent, mens salget i USA er steget med 91 procent.
Vi har gennem året forsøgt at holde det økologiske tillæg stabilt. Men faldet i den konventionelle notering betyder, at den samlede afregning alligevel er kommet under pres.
I 2027 skal vi fortsætte væksten i Danmark og USA og ikke mindst genfinde væksten i Tyskland, så vi kan forbedre udnyttelsen og skabe mere værdi.
Bedre balance på økologisk kvæg
Vi kom svært ind i året på økologisk kvæg efter at have mistet større kontrakter, men gennem året har vi fået forretningen bedre i balance. Nye leverandører har styrket råvaregrundlaget, slagtningerne er steget, og vi har blandt andet øget salget i Sverige.
Vi forventer, at den positive udvikling fortsætter i 2027. Væksten skal især komme på det danske marked, hvor vi typisk kan skabe den højeste værdi.
Samtidig skal vi sikre et stabilt råvaregrundlag på længere sigt. Der bliver efter alt at dømme ikke mere kvæg til rådighed i Europa, og derfor skal Friland fortsat være en attraktiv samarbejdspartner for vores leverandører.
Frilandsgris skal skabe mere værdi
På Frilandsgris har vi haft fremgang både i Danmark og på eksportmarkederne. Samlet er volumen vokset med omkring otte procent, og udnyttelsesgraden er hævet med to procentpoint.
Vi skal dog fortsat blive bedre til at få værdi ud af hele grisen. Eksporten har været med til at løfte salget, og vi ser muligheder for yderligere vækst, blandt andet i USA og Sydkorea.
Tillægsbetalingen ligger højere end for et år siden, men også her har faldet i den konventionelle notering presset den samlede afregning.
Fokus på at skabe mere værdi i 2027
Vi har lagt en forretningsplan for 2027 med et ambitiøst budget, der tager udgangspunkt i vores nye strategiplan. Samlet set har Friland flyttet sig på en række vigtige områder i 2026, men vi har også udfordringer, som vi ikke skal tale udenom.
I 2027 forventer vi et stabilt antal slagtninger og en positiv udvikling på både hjemmemarkedet og eksportmarkederne.
For jer som leverandører er afregningen afgørende. Derfor er vores vigtigste opgave at skabe mere værdi af de dyr, I leverer. Vi skal sælge mere, forbedre udnyttelsen og styrke de markeder, hvor mulighederne er størst.
På årsmødet den 19. november vil jeg gå mere i dybden med årets udvikling og forventningerne til det nye år. Her vil I også få nærmere information om restbetalingen.
Tak for jeres indsats og opbakning til Friland. Jeg ved, at det er en vanskelig tid for mange, og derfor skal vi fortsat være åbne om udfordringerne og fokusere på det, vi kan gøre for at forbedre situationen.
Svend Schou Borch
Adm. direktør, Friland A/S




